3 x kunstmesse i København
Som noget nyt samarbejder Art Copenhagen i år med Kopenhagen Contemporary og Alt Cph – tre kunstmesser, der løber af stabelen i København til september.
Som noget nyt samarbejder Art Copenhagen i år med Kopenhagen Contemporary og Alt Cph – tre kunstmesser, der løber af stabelen i København til september.
info
I weekenden den 18.-20. september kommer Københavns samtidskunstscene til at emme af aktivitet.
Udover den 14. i rækken af Art Copenhagen Nordens Kunstmesser byder weeekenden også på de to nyere initiativer Kopenhagen Contemporary og Alt Cph.
Det har givet de tre begivenheder en oplagt mulighed for at arbejde sammen i år. En mulighed, de har valgt at benytte.
Fredelig sameksistens
Kopenhagen Contemporary, som blev lanceret sidste år, findes overalt i byen. 50 af byens gallerier, udstillingsrum, kunsthaller og museer åbner dørene for publikum – og i år vil Kopenhagen Contemporary også være at finde inde på Art Copenhagens messeområde i Forum.
Samtidig finder den alternative kunstmesse Alt Cph sted for femte gang i Fabrikken for Kunst og Design på Amager. Og her har Art Cobenhagen og Alt Cph indgået et billetsamarbejde, sådan at en billet fra den ene kunstmesse giver rabat til den anden og vice versa.
Om de nye tiltag hos Art Copenhagen siger messens projektleder, Louise Juul Pedersen:
”Vi synes, det er vigtigt at bakke op om nye og relevante initiativer på kunstscenen. Art Copenhagen har eksisteret i mange år, og det er os en glæde at se, at weekenden, hvor messen finder sted, efterhånden er blevet en manifestering og en fejring af kunsten på flere planer– det vil vi gerne bidrage til, at den vedbliver med at være.”
Fakta
Messe
18 sep 2009 20 sep 2009
Fakta
Art Copenhagen, Nordens Kunstmesse, åbner for inviterede gæster kl. 13 fredag 18. September og kl. 14 åbner messen for offentligheden til og med søndag 20. september (lørdag og søndag er åbningstiden 11-18).
Den årlige kunstbegivenhed plejer at tiltrækker over 10.000 besøgende, der kommer for at opleve nye tendenser på kunstscenen. Med både kunstneriske sværvægtere og helt nye talenter repræsenteret byder Art Copenhagen på et bredt udsnit af fotokunst, installationer, keramik, malerier, skulpturer, tegning og video.
Messeudvalget består af galleristerne Bo Bjerggaard (Galleri Bo Bjerggaard), Jesper Elg (V1 Gallery), Jens Faurschou (Galleri Faurschou), Ola Gustafsson (Elastic), kunstsamler Leif Djurhuus, arrangementschef i Forum Copenhagen Jeanette Annfeldt, projektleder Louise Juul Pedersen, salgschef Mads Andersen samt presseansvarlig Anne Riber.
Allerede nu kan man på Art Copenhagens hjemmeside se nogle af de deltagende gallerier. Den endelige liste af gallerier på årets messe vil offentliggøres medio august.
Se også programmet af artist talks, debatter og guidede omvisninger på www.artcopenhagen.dk fra august/september 2009.