"Vi ser kun toppen af isbjerget"

For tiden brydes stilheden i Glyptotekets forhal med jævne mellemrum af ordet “Salammbô”, udtalt som om det var en fransk togstation, man ankom til. Men det er nu Eva Kochs udstilling med samme titel, der annonceres, en udstilling skabt i stor kærlighed til stedet og i levende dialog med det.

Hjertet i Eva Kochs udstilling er Vinterhaven, som hun lige fra begyndelsen vidste, skulle tilføres en lydinstallation. En gang hver halve time rejser der sig fra underskoven en lyd, der stiger i intensitet. Fra en næsten hvid støj af hviskende stemmer (indtalt af mange af de medvirkende til udstillingen) til oplæsninger på fransk og italiensk, der knytter an til udstillingens øvrige værker.

Fra Vinterhaven ledes man ud til de omgivende sale, der huser de tre nye videoværker. Derudover vises videoen Approach, som Eva Koch viste på Biennalen i Venedig i 2005, men som aldrig er vist i København.

Kvindebilleder
Kochs tre nye videoværker går på hver deres måde i dialog med Glyptotekets egen samling. Titelværket Salammbô tager udgangspunkt i en nyklassicistisk bronzeskulptur af den franske kunstner Jean-Antóine-Marie Idrac fra 1902, som igen er inspireret af en roman af samme titel af Gustave Flaubert.

Romanens reel ret korte beskrivelse af titelpersonens (en ung jomfru) særlige forhold til en pytonslange, gav mange kunstnere i samtiden vilde syner. Idracs figur er kun en af mange, der skildrer kvinden som ung, nøgen og smækker poserende med slangen.

Nu serverer Eva Koch skråt overfor figuren sit modbillede af en stærk og selvstændig Salammbô: En videoprojektion af en ældre, påklædt kvinde, der ganske langsomt og koncentreret bevæger sig med en levende slange.

H. W Bissens skulptur af Balders trofaste hustru Nanna (ifølge mytologien gik hun i døden ved Balders bålfærd) er et andet kulturelt kvindebillede, som Eva Koch rokker ved. Bissens figur er tung og tillukket, ikke den forførende orientalerinde, men hustruen, mere trofast end en lænkehund.

Eva Koch har imidlertid givet Nanna både en lokkende, hviskende stemme og et levende blik, der søger dit.

Gensyn med Calais
Hvor det i værkerne Nanna og Salammbô har været kvindebilledet Eva Koch har anfægtet, har hendes ærinde med Rodins skulptur Borgerne fra Calais, været et helt andet. Koch ønskede at stille skarpt på den dramatiske skulptur, og fik fjernet de omkringstående værker. Sammen med fotografen Steen Møller-Rasmussen tog hun til Calais og filmede byen af i dag, for så at sige at bringe byen tilbage til de eksilerede borgere. Nu står de 6 borgere, som ifølge legenden i 1347 ofrede sig for Calais, foran deres by: 

“Borgerne er jo desperate mænd, og mine billeder fra Calais fokuserer hovedsageligt på trafikken for at angive, at det er der, nutidens desperate borgere i Calais befinder sig. Det er immigranter, der har det som sidste stop, og som om natten prøver at gå langs sporene i Eurotunnellen, der forbinder Frankrig med England.”

Video i det offentlige rum
Eva Koch er en af de danske kunstnere, der mest ihærdigt har arbejdet med brugen af video i det offentlige rum, men endnu skal man til Sverige eller Azerbaijan for at se et af hendes permanent installerede videoværker. Jeg spurgte hende, om hun stadig oplevede en stor modstand? 

“Nej, takket være mange kuratorer og en gruppe som f.eks. Fast Video, er det nu ved at være mere almindeligt i Danmark også. Men det er stadig ikke noget man vælger som permanent kunst i det offentlige rum. Det undrer jeg mig over. Jeg synes det nærmest er uforsvarligt at lade reklamer og politisk propaganda løbe af med retten til det levende billede i det offentlige rum,” understreger Eva Koch.

Hendes seneste værk til det offentlige rum befinder sig i Kulturhuset i Bina, Baku, Azerbaijan, og er en videoprojektion af levende helfigursportrætter af ca. 70 brugere af stedet. Stille og roligt glider portrætterne over i hinanden, som en form for hyldest til det almindelige menneske, og en påpegning af, at vi alle er en del af det fælles rum. Et værk, der kan ses på Eva Kochs udstilling i Martin Asbæk Gallery.

UP fra dybet
Et andet eksempel på hendes arbejde med video i det offentlige rum kan man for tiden se på fortovet uden for Martin Asbæks galleri, hvor der tilsyneladende kommer en lind strøm af mennesker kravlende op nede fra jorden. Up hedder værket.

Udstillingen i galleriet binder en sløjfe mellem skulptur og billede, og mellem fortid og nutid, og en række af Kochs værker 17 år tidligere:

“I 1993 blev jeg inviteret af Statens Kunstfond til et projekt, hvor man fik en plads, et beløb og et år. Jeg fik en plads i Valby, der lå ud til Vigerslevs alle, og jeg lavede et punkt af metal, toppen af en kugle, en meter høj og seks en halv meter i diameter.  En gang i timen udsendte den et par minutters lyd af menneskestemmer. Skulpturen lå der kun et år, men nu har Københavns Kommune sagt ja til at placere den ved Karens Minde Kulturhus i Sydhavnen. Og min tanke er, at den lyd, der skal komme fra den fremover, skal laves i samarbejde med de unge brugere af kulturhuset.”

Toppen af isbjerget
Gensynet med kugletoppen fik Eva Koch til at gå tilbage til skulpturerne fra 1990´erne, som tog afsæt i punktet, og kugletoppen, som både pegede på nu´et og punktummet, men også på, at vi så at sige altid kun ser toppen af isbjerget. På udstillingen i Asbæk har Koch valgt at vise en række af de punkt-skulpturer, som hun arbejdede med i 90´erne:

“For mig handler de ikke mindst om, at der rent politisk og samfundsmæssigt er flere lag, flere historier, vi aldrig får. Vi får ikke lov at vælge selv. Som Wikileaks netop nu peger på, er det magten der vælger, hvad vi, selv i et demokratisk land, får oplyst. Det er en gammel historie, det er jo 20 år siden, men det er måske lige så aktuelt i dag.”