Galleri Lene Bilgrav præsenterer udstillingen A Grammar of Colour med værker af Chris L. Halstrøm (SE/DK), Christina Augustesen (DK) og Ptolemy Mann (UK). De tre kunstnere arbejder med farven i hvert deres unikke, abstrakte og minimalistiske formsprog. Chris L. Halstrøm og Ptolemy Mann syr og væver deres vægbaserede værker, og Christina Augustesen skaber skulpturer, der indfanger farver og lys.
Det er værker, der på hver deres måde udforsker farvers mangfoldighed. Fra det momokrome udtryk hos Halstrøm til farveskalaer hos Augustesen og til harmoni og kontrast hos Mann. I mødet med værkerne får perceptionen plads. Fortællinger træder i baggrunden og giver et rum til den, der betragter. Beskuerne inviteres ikke til at afkode, men til at se, opleve og sanse.
Chris L. Halstrøm holder sig til en enkelt eller to farver i hvert af sine værker, som hun syr i hånden. Det er minimalistiske broderier, hvor både sting, form og farve holdes helt enkelt. Værkerne har en meditativ karakter, både i deres tilblivelse, og når man betragter dem. Som om hvert sting i værket er en tanke eller et åndedrag.
Christina Augustesens materialer er farven og lyset, og hun arbejder både med naturligt og kunstigt lys. Værkerne skifter karakter og nye farver opstår i forhold til betragterens placering eller lysets skift. F.eks. i værket ”Northern Lights” hvor Augustesen er inspireret af nordlysets farvespektre, og har skabt en sanselig og poetisk tolkning af dette naturfænomen.
Ptolemy Mann håndfarver og håndvæver sine vægbaserede værker i tekstil. Hun benytter forskellige væveteknikker for at fremhæve farvernes skift. Det er særligt for værkerne på udstillingen, at de er inspireret af farver, som man finder hos den danske arkitekt Finn Juhl og den danske kunstner Wilhelm Lundstrøm. Det er en inspiration, som hun har arbejdet med i nogle år nu.
Kilde:
Galleri Lene Bilgrav
Galleri Lene Bilgrav
