Træd ind i kunstens maskinrum, når FABRIKKEN for Kunst og Design i det gamle centralvaskeri på Sundholm, åbner dørene til en udstilling med den næste generation af talenter og inviterer indenfor husets 51 atelierer til en dag fyldt med kunst, processer og møder med dem, der skaber den.
Centralt i årets Åbent Hus er åbningen af den udstilling, hvor 12 unge kunstnere og designere fra FABRIKKENs atelierprogram for nyligt uddannede kunstnere og designere viser værker midt i deres kunstneriske udvikling. I udstillingen, der er kurateret af billedkunstner og kurator David Risley, spreder den næste generation sig, og viser værker på tværs af hele husets rum og dynamik. Udstillingen er lige så divers, som de praksiser de unge kunstnere repræsenterer, for den næste generation hverken kan, eller skal sættes i boks.
Lad udstillingen guide dig rundt i huset og videre på opdagelse i husets mange arbejdsrum, hvor alt fra tekstil og performance til design og digitale teknikker folder sig ud. Her kan du møde kunstnerne, høre om deres praksisser og få indblik i de processer, der normalt er skjult for offentligheden.
For de yngste – og deres voksne – byder dagen også på en åben kunstworkshop i hallen kl. 14-17, hvor man selv kan prøve kræfter med det skabende arbejde, for hvem mon kommer efter den næste generation?
Åbent Hus er en levende, sanselig og uformel dag, hvor naboer, kunstinteresserede og nysgerrige inviteres helt tæt på kunsten og på dem, der skaber den, både nu og i fremtiden.
