Sharif Baruwas værker er tætte, men præcise, legende, men dybe og nonchalante, men altid omhyggeligt arrangerede miljøer. Værkerne bevarer en vis uhygge og uigennemsigtighed, mens de afslører revner og lag, der giver mulighed for aflæsning af kunstnerens oplevelse og verdensbillede samt de sociopolitiske underliggende strukturer, der former dem. Disse aflæsninger er dog ikke faste, og når man bevæger sig gennem rummet, ser de enestående elementer ud til at have en iriserende karakter, hvilket betyder, at efterhånden som de visuelle forbindelser mellem dem ændrer sig, kan deres aflæsninger variere.
De fundne materialer, som kunstneren normalt anvender, kan siges at være ydmyge i deres natur. De fleste af dem er tidligere blevet brugt, kasseret og derefter eftertænksomt omarbejdet og omarrangeret, for at opnå en omhyggelig balance mellem hændelse og hensigt. Her bliver tilfældigheder og møde sat stringent ind som en kunstnerisk strategi. At de har haft noget at bruge før, giver dem vægt, hentyder til historier og antyder identiteter. Disse materialer og genstande tænker og taler til hinanden, de kræver opmærksomhed, men de inviterer også til at eksperimentere med tanker og sansninger.
Sharifs miljøer, der ubesværet samler tegning, maleri, skulptur, collage, video og poesi til en fragmentarisk enhed, fremkalder en følelse af fortrolighed, da de integrerer ikke kun materialer, men også genstande, der er til stede i hverdagen. Teknikkerne såvel som deres præcisionsniveau varierer efter behov, varierende fra hyperrealistiske og detaljerede øjeblikke til mindre definerede repræsentationer, som til tider kun kræver et par streger for at opnå et bestemt billede eller effekt. Samtidig negligeres maleriske og skulpturelle overvejelser som komposition, proportioner, kombinationer af materialer eller specifikke farvepaletter aldrig og sættes i koncept og indholds tjeneste
Fortællingerne, historierne og karaktererne, der lever i Sharifs verdener, spænder fra det meget personlige, for eksempel familiemedlemmer til spændende tilfældige møder med fremmede. Styrken ved disse personlige møder er, at de deler en vis følsomhed og medskyldighed både med beskueren og kunstneren. Samtidig tjener de til at afdække underliggende strukturelle bekymringer og undertrykkende mekanismer, der er på spil i samfundet. Sharifs praksis taler fra en holdning af kærlig modstand mod undertrykkelsens logikker og kræfter, der har ført os til et øjeblik i tiden, hvor grufulde forbrydelser mod menneskeheden begås åbenlyst og ustraffet på scenen i verdenspolitikken, og det er blevet umuligt at ignorere endeløse spor af brudte løfter.
(Den oversatte tekst er et udtræk fra Laura Amanns tekst i anledning af Baruwas solo show Haus-Geist (House Spirit) på Neue Galerie i Graz)
(Den oversatte tekst er et udtræk fra Laura Amanns tekst i anledning af Baruwas solo show Haus-Geist (House Spirit) på Neue Galerie i Graz)
Kilde:
Sharp Projects
Sharp Projects
