Agnete Bertram: Wunderkammer

14 aug - 4 sep 2026

Agnete Bertram inviterer publikum ind i sit kunstkammer, hvor stoflige malerier og tekstile værker udfolder sig i et sanseligt samspil.

Agnete Bertram: Wunderkammer. Foto: Rita Blue

Agnete Bertram inviterer publikum ind i sit kunstkammer, hvor stoflige malerier og tekstile værker udfolder sig i et sanseligt samspil.

Med udstillingen Wunderkammer undersøger Agnete Bertram maleriet som rum for rytme, bevægelse og fordybelse, hvor penselstrøg og teksturer bliver bærende elementer. Maleriet flyder ud over lærredets grænser og indtager rummet i en strøm af blomster, tekstiler og oliemaling. Et wunderkammer for nysgerrighed, interaktion og væren.
"På stjernehimlen samles mine tanker i prikker. Troede ikke jeg tænkte i blomster. Men mine fingre er nærmest takkede som mælkebøtteblade i længsel mod muldens mirakler. Her samler jeg mit wunderkammer af minder og magi, alle skattene er klædt på som blomster - sprunget ud i kronblade. Som min farmor der kunne være så mange blomster eller slet ingen, men altid ender som en forglemmigej. Pludselig ser jeg blomsterne som min følgesvend i livet. Alle minder følges med buketter. De buketter jeg samlede i dagene inden min første datter blev født. Buketten på kisten, jeg snakkede med min bror om den anden dag. Timerne, dagene, ugerne jeg fortaber mig i blomster." – Agnete Bertram
"Den står model – frodig midt i sit forfald – som et memento mori, et ornamentalsk drama, der fortæller: “Husk, at du skal dø”. Den visner i sin sårbare forgængelighed. Dens korte, smukke levetid, efter de afskårne rødder. Holdes nu kun i live af det vand, vi giver den. Blomster er flokdyr. I familie med sommerfugle. Minder os om, at det hele nok skal gå til ære for den, der har dem. Jeg tænker på Inger Christensens digtsamling Sommerfugledalen. Farvestøv, der sværmer. Sommeren er her, lidt endnu." – Helene Elsig, kurator