”Synlig om natten fra satellit som klodens største lysende galakse … strækker supergiganten, kæmpebyen Europa sig skråt fra Milano til Dublin. Denne sociale dannelse, der kan sammenlignes med den grønlandske indlandsis i størrelse og ved sin indflydelse på den fysiske verden, har længe forstyrret klodens albedo…” - Michel Serres i Naturpagten, 1990.
Albedoen er et mål for hvidhed, for tilbagestråling, en overflades evne til at reflektere lys og dermed energi. Ændringer i albedoen af forskellige overflader på jordkloden er en vigtig faktor i klimaforandringer, fx når hvid havis smelter i de arktiske områder, som følge af opvarmning af jordens atmosfære og stigning i havtemperaturen.
Isafsmeltningen er ensbetydende med reduktion af albedoeffekten, som så igen fører til yderligere afsmeltning når jordoverfladen absorberer mere energi. Den selvforstærkende effekt betegnes som positiv feedback. Det er derfor man frygter, at en højere temperaturstigning vil igangsætte irreversible eller uafvendelige feedbackmekanismer.
I udstillingens sammenhæng er albedo begrebet, ud over at være et videnskabsobjekt, opfattet som det Serres kalder et kvasi- eller overobjekt, der mere udgør en kontrakt mellem de forsamlede værker, som opmærker, oplyser og organiserer nogle bånd mellem dem, så de indgår som genstande i en ny pagt og cyklus. Gravitationsvirkninger og formidling imellem kvasi-objekt, udstillingens værker og videnskabelige objekter, samt mellem disse og det hvide udstillingsrum, vil i denne optik bringes til at danne en fysisk og rumlig uligevægt. Gennem feedback, refleksioner, opmålinger, destabiliseringer, grotesker og misantropologier, forsøges albedo begrebet derved åbnet som en betingelse værkerne kan forholdes til.
Kilde: Bonamatic
