Alfred Friis: Room Full of Mirrors

I 1969 flytter billedkunstner Alfred Friis til Slähult i Skåne, køber en ødegård, indretter laden som atelier og maler de billeder, der udgør kernen i udstillingen ROOM FULL OF MIRRORS i Møstings Hus. Hans værker fra denne periode bygger bro mellem en stoflig popkunst og en socialengageret realisme.

Udstillingen i Møstings Hus er den første retrospektive udstilling med Friis’ værker og viser kunstnerens spændvidde fra 70’ernes Pop Art maleri til mindre collagearbejder og de nyeste ekspressive portrætter fra 00’erne. Friis brugte ofte bogstavfragmenter og tal i sine værker, og arbejdede med det tekstlige i maleriet, hvor hans signatur til tider er indført vertikalt som et form for selvportræt i bogstaver. Senere, i 1990’erne, optræder teksten som et kampråb og malerierne mimer i formen den politiske plakats opbygning; med en fremtrædende overskrift og farvefelter i markante kontraster. Det er for eksempel tilfældet i værket LEWER DOD AS SCLAW – et frisisk slagord, der betyder hellere død end slave.

ROOM FULL OF MIRRORS tydeliggør i hvor høj grad Friis er farvet af 70’erne og ”tidens realismekrav til alt og alle, som nærmest må betegnes som et kategorisk imperativ for al politisk og kulturel aktion op til sidst i 70’erne” som udstillingens kurator Claus Carstensen formulerer det.

Fra 1975 og i mange år frem gik Alfred Friis’ maleri stort set i stå, hvilket kan relateres ret direkte til hans medlemskab af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og partiets klare holdning til at kunsten skulle have et realpolitisk indhold i tråd med partiets udstukne linje. Det resulterer i en 14 år lang pause fra maleriet, hvor collagen bliver hans foretrukne medie.

Efter udmeldelsen af DKP tager Friis det figurativt ekspressive maleri op igen. Han maler bl.a. i 00’erne en række maskelignende portrætter. Her fornemmer vi inspirationen fra hans professor på Kunstakademiet, COBRA-kunstneren Egill Jacobsen. Men Friis’ maskebilleder er i langt højere grad dystre, præget af den sorte farve, slørede øjne og papirstynd hud. Det er en reloading af det abstrakte maleri, hvor reloadingen, eller indholdet, udgøres af den politiske biografi og halvfjerdsererfaring, der er indlejret i billederne. Det handler om at tage sin biografi på sig.

Kilde: Møstings Hus