Amalie Götz: On display

5 sep - 26 sep 2026

I udstillingen On Display arbejder Amalie Götz med butiksvinduet og dets montrer som et udstillingssted.

Amalie Götz, fra udstillingen On Display. Foto: KH7 artspace

I udstillingen On Display arbejder Amalie Götz med butiksvinduet og dets montrer som et udstillingssted.

I udstillingen On display rettes blikket mod de midlertidige udstillingssituationer, der findes i butiksvinduer: mere eller mindre tilfældige kompositioner af salgsobjekter, udstillingsmodeller, draperede beklædningsgenstande og håndskrevne prissedler. I bybilledet så man tidligere montrer installeret på mange butiksfacader - en måde at udvide udstillingsvinduerne. Netop denne type montrer er udgangspunktet for værkerne i On display.
Værkerne både mimer og bearbejder den genkendelige form og fremviser solblegede fotos fra diverse frisørfacader, en samling sukkerknalder sat til skue, ting og sager fundet i bukselommer, en snavset rude hvorpå fingre har lavet tegninger og tags i støvet.
På gulvet findes små skulpturer, der ikke gør så meget væsen af sig - tinafstøbninger af små objekter man kan finde på gaden: en enkrone, et par knapper, noget udtrådt tyggegummi. Små skinnende trinkets, der tager form af tabte eller kasserede genstande. En slags spor efter de hænder og lommer objekterne har passeret gennem tiden.
Udstillingsrummet omdannes på subtil vis til en butiksgade eller shoppingarkade. De besøgende inviteres dermed til at vinduesshoppe, at underholde sig selv ved at kigge på genstande uden intentionen om køb, i udstillingens rum.
Amalie Götz (født 1996, DK) er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og Konstfack, Stockholm. I sin kunstneriske praksis arbejder hun med minder, længsel og distance knyttet til billeder og objekter fra hverdagslivet. Hun er interesseret i den konstante forhandling og forskydning af værdi, der sker når objekter ejes, handles, gives videre eller drømmes om, og i hvordan dette tager plads i det offentlige rum og forankres i byens overflader og æstetiske hierarkier.
Udstillingen foregår i KH7 artspaces rum Smallspace og er en del af Home is where your heart is, en udstillingsrække/ festival under Århus Festuge, arrangeret af Artist Run Aarhus, 9 kunstnerdrevne udstillingssteder i Århus i samarbejde med Aarhus Billedkunstcenter.
Udstillingens åbningstider:
tor-lør kl 14-17

Adresse
KH7 artspaceSydhavnsgade 7
8000 Aarhus C

Åbningstider
Skiftende åbningstider, se website

Entre pris
Gratis entré