Amalie Jakobsen: Aquifer

Amalie Jakobsens tredje soloudstilling Aquifer udstilles på Gether Contemporary. Her omdannes gallerirummet til et landskab eller et efterladenskab, hvor konventionelle skalaforhold ophører og Amalie Jakobsens nye værker dukker op som nærmest levende skulpturelle manifestationer eller mindesmærker over det menneskelige aftryk på økosystemet.

Aquifer er et grundvandsresevoir, som betegner en klippemasse der rummer jordens grundvand – et, for os, umiddelbart usynligt system af vand, men som viser sig i bunden af et krater, når de sidste geologiske naturressoucer er udvundet et givent sted. Når Amalie Jakobsen påfører marmoret skulpturelle indgreb, mimer hun således de indgreb mennesket praktiserer overfor naturen, samt naturens umiddelbare svar, vandet, og de færdige skulpturer opnår karakter af fragmenter at et allerede etableret system.

Jakobsens skulpturer trækker på vores fælles hukommelse og minder, hvilke hun oversætter til simple og abstrakte skulpturelle idéer. Jakobsen kommunikerer på et grundlag der trækker på vores fantasi, associationer og på vores kropslige viden, og arbejder i Aquifer med et indlejret ambivalent perspektiv. På den ene side genkendes motiverne (minekratere eller planetariske objekter) som nogle vi er vant til at betragte oppefra og fra en betydelig distance igennem luftfotografier og Google Earth, og på den anden side genkender man skulpturerne som yderst nærværende på baggrund af deres sanselige materialitet og deres umiddelbare forhold til naturen. Aquifer er således en udstilling der giver beskueren en abstrakt forståelse af rummet og synes af skifte perspektiv for øjnene af os – et skalaforhold der også stiller spørgsmålstegn ved vores egen menneskelige størrelse.

Hver af Jakobsens skulpturer er lavet af marmor og forskellige stenarter fra vidt forskellige steder på jorden og man fornemmer med det samme deres forskelligheder i opbygningen og dermed deres oprindelse i forskellige geologiske tider. Hver sten rummer således hver sin tidslighed der i udstillingen sammensættes og forholder sig til hinanden, og giver rummet og oplevelsen af det en taktil anakronistisk dimension.

Amalie Jakobsens soloudstilling Aquifer er interesseret i kompleksiteterne i de menneskelige indgreb på naturen, og udstillingen rummer dels en fascination af menneskets teknologiske kunnen, og samtidig en nærværende sørgmodighed over udpumpningen af ressourcer. Jakobsen skildrer efterspillet og lader det landskab hun skaber i udstillingen stå som en visuel konsekvens af den bevidste destruktion af naturen. Aquifer markerer således en endelig grænse for ideen om den uudtømmelige undergrund og jordens uendelige ressourcer.

Kilde: Gether Contemporary