Titlen Omveje til Mig Selv afspejler de veje og omveje, min nysgerrighed har ført mig ned ad. Udstillingen er et særligt retrospektivt udvalg af værker fra de seneste år.
“Alle dine malerier ligner dig selv – de er en slags selvportrætter, uanset hvad du maler.”
Sådan formulerede kunstner og kunstkritiker Erik Steffensen det, da han engang besøgte mig i mit værksted. Min ‘stemme’ i malerierne er karakteristisk, fordi motiverne i virkeligheden mest fungerer som springbrætter til ‘noget andet’ - At ‘afmale’ selve motivet bogstaveligt er ikke væsentligt. Jeg drives derimod af ønsket om at indfange en følelse, en stemning, en malerisk idé.
Jeg opfatter mine malerier, som filmiske fantasier og sceniske rum, der søger at formidle tidløse, eksistentielle stemninger og menneskelige erfaringer.
Jeg ønsker at skabe et udtryk, der ikke har focus på at kommentere samtidens politiske og sociale dagsordener og det massive informationsflow. Jeg søger et udtryk, hvor blikket kan gå på opdagelse og undres.
Jeg håber, at udstillingen Omveje Til Mig Selv giver mulighed for, at man kan forsvinde ud i et meditativt, drømmende rum, som om man var en uartig elev i 6.b, der er faldet i staver i en matematiktime - et øjeblik hvor verden opløses, og noget andet tager over.
Kilde:
SAK
SAK
