Den svenskfødte billedkunstner Anette Abrahamsson har rundet de 70 år i 2024, og Kunstmuseet i Tønder viser i den anledning en soloudstilling med kunstneren, hvor besøgende kan se, hvilken fremragende maler hun er!
Anette Abrahamsson. Female Muses præsenterer et stort udvalg af Abrahamssons vigtigste motivkredse og fortæller historien om, hvordan kunstnerens praksis fra begyndelsen har været bestemt af en feministisk bevidsthed, hvor hun reflekterer over sig selv som kvindelig maler og gengiver med få undtagelser kun kvinder og hundyr.
Abrahamsson arbejder konceptuelt – det vil sige, at motivet først og fremmest illustrerer en idé. Samtidig er hendes værker fyldt med referencer til både kunsthistorie og populærkultur. Det kan fx opleves i hendes forkærlighed for blomster- og dyremaleriet, der i kunsthistorien har været anset som mindre fine, og med underspillet humor gengiver hun motiverne, endda i meget store formater, og modsiger på den måde fortidens nedladende holdninger.
Besøgende vil i det hele taget opleve Abrahamssons humor i størstedelen af værkerne, og dog, sniger der sig stadig en vis alvor ind.
Sideløbende med sin egen maleriske praksis har Anette Abrahamsson været professor på Kunstakademiet i København, på Fyn og i Malmø og har været, og er stadig, et forbillede for den yngre kunstnergeneration.
Anette Abrahamsson. Female Muses blev vist på Fuglsang Kunstmuseum i 2024- februar 2025, og er kunstnerens første soloudstilling på et dansk kunstmuseum.
Kilde:
Kunstmuseet i Tønder
Kunstmuseet i Tønder