Anne Langgaard: Foldede Nationer

20 mar - 19 apr 2026

På Sydhavn Station folder verden sig ud i skrøbeligt porcelæn. I Anne Langgaards totalinstallation forvandles papirflyet til et ladet symbol på national identitet, geopolitik og en sårbar verdensorden.

Anne Langgaard: Foldede Nationer. Foto: Udstillingsstedet Sydhavn Station.

På Sydhavn Station folder verden sig ud i skrøbeligt porcelæn. I Anne Langgaards totalinstallation forvandles papirflyet til et ladet symbol på national identitet, geopolitik og en sårbar verdensorden.

12. marts 2026
Langgaards installation består af 254 håndfoldede fly i A4-størrelse udført i papirtyndt porcelæn og bemalet med nationalflag fra alle anerkendte stater og afhængige territorier registreret i ISO 3166-1. Hvert fly repræsenterer en nation, men sammen danner de et fragmenteret landskab, hvor orden og struktur er erstattet af kaos og tyngde. Et stille monument over nationers tilstand; deres vægt, deres uro, deres forandring. 
Foldede Nationer opererer i et spændingsfelt mellem det poetiske og det politiske, mellem det nære og det globale. Det lader papirflyet bære en tung fortælling om identitet, territorium og den globale uro, vi konfronteres med i hverdagen. Hvor vi normalt forbinder flyet med bevægelse og frihed, er disse bundet til jorden, tynget af deres eget materiale, i en verden, der har mistet sin lethed. National identitet, tilhørsforhold og suverænitet fremstår her ikke som givne størrelser, men som del af en kompleks og ofte konfliktfuld virkelighed, hvor nationalstaten både kan fungere som ramme for fællesskab og som kilde til eksklusion.
I udstillingsrummet vises også grafiske kobberplader, hvor grænser fra krige og konflikter er ridset og ætset ind som overlappende spor, forskydninger og brud. Ifølge Uppsala Conflict Data Program blev der i 2024 registreret 61 statsbaserede konflikter og 11 krige, hvor uenighed om nationale grænser var en direkte årsag. Disse grænser danner et konkret bagtæppe for værkerne, og de oxiderede kobberplader fortsætter med at forandre sig over tid. Hvor porcelænsflyene er fastfrosne i deres skrøbelige form, er kobberet i langsom bevægelse. Grænserne fremstår her som forhandlede, ustabile og til stadighed i opløsning.
Foldede Nationer er en invitation til eftertanke. En påmindelse om, at det, vi troede var fast, kan smuldre, og at det skrøbelige ofte er det, der bærer den tungeste mening.

Adresse
Udstillingsstedet Sydhavn StationErnst Kapers Vej 1
2450 København SV

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: Lukket
Onsdag: Lukket
Torsdag: 13:00 - 17:00
Fredag: 13:00 - 17:00
Lørdag: 13:00 - 17:00
Søndag: 13:00 - 17:00

Entre pris
Fri entré

Tilgængelighed
Niveaufri adgang - ja

Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Der er trinfri adgang til udstillingsstedet fra gaden og adgang via elevator fra togperronen.
Der er ubemandet offentligt toilet på pladsen uden for stationsbygningen med adgang for kørestolsbrugere.