Anne Torpe: Linear Disruptions

Linear Disruptions refererer til de afbrydelser, pauser og kriser, som kunstneren oplever i mødet med lærredet og penslen. Ud over denne mere abstrakte betydning, henviser titlen også helt konkret til de lineære opdelinger, der finder sted i selve maleriernes billedflade. Dér, hvor motivet afbrydes af et skift i farve og nogle gange i gestik: Som små maleriske forstyrrelser, brud eller overgange i maleriets flade, der har skabt kriser for kunstneren, men som også har fungeret som afbræk i den kunstneriske proces; transitioner fra ét sted i maleriet til et andet.

På samme måde som de ‘lineære afbrydelser’ finder sted for øjnene af beskueren som en taktil rytme i billedfladen, eksisterer de også i selve motiverne. Torpes værker er nemlig overvejende befolket af karakterer, der venter på noget; mennesker, der befinder sig i en form for ‘time in between time’, som kunstneren selv formulerer det. Det står ikke klart, om de holder pause fra hverdagens larm, eller om de er blevet afbrudt af noget forstyrrende, noget udefrakommende. Men de befinder sig alle ved en skillevej, i en overgangsfase fra én tilstand til en anden. Således kan Torpes scener både aflæses som ophold i hverdagen og som egentlige kriser, hvilket skaber en sælsom dualisme i hendes værker, en grundlæggende sameksistens af genkendelighed og tristesse.

Med afsæt i fotografier fundet i gamle, glittede blade eller i kunstnerens egne, private gemmer – og ikke uden væsentlig inspiration fra filmhistoriens mere glamourøse æra – fremmanes kompositioner og stemninger, som på én og samme tid virker velkendte og fremmedartede. Torpe har en evne til at fusionere væsensforskellige verdener, så de smelter sammen i et nyt og meget personligt billedsprog.

Ifølge kunstneren, kan værkerne med fordel ses som små scener eller stills fra fiktive film; tilfældige nedslag i et drama, vi gerne vil opleve, men aldrig kan få adgang til. Publikum inviteres inden for i kunstnerens billedunivers, hvor forskellige karakterer og episoder går igen, men hvor den egentlige handling aldrig afsløres. Eksempelvis hænger tidligere værker på væggene bag karaktererne i nogle af udstillingens nye værker – men nu på en måde, hvor tingene placeres anderledes og får en ny funktion og betydning. På samme måde går udvalgte genstande igen på tværs af værkerne – særlige bøger, et brætspil, et kulørt tæppe – elementer, der isoleret set slår stemningen an for udstillingen, men som også samtidig indgår i kunstnerens permanente og fortløbende motiv- og billedøkolog.

Kilde: Hans Alf Gallery.