Oplev en lige dele punket og poetisk udstilling på O – Overgaden, der gror ud af det årelange venskab – eller søsterskab - mellem poet og performer Zahna Siham Benamor (DK, 1988) og maler Apolonia Sokol (FR, 1988). Deres første kollaborative duoudstilling skaber en ikonografi for deres fælles verdener.
I et mørkt udstillingsrum står en pladespiller, der gentager et råt lydlandskab – en montage af raï rytmer, strengespil, rap og poetiske opråb af Benamor. Det nye lydværk er centralt placeret mellem vægge, der er ’tatoverede’ med sorte, DIY-agtige tryk og underbygges af en serie nye, store kvindeportrætter skabt af Sokol særligt til udstillingen på O – Overgaden. Kvindeportrætterne tager afsæt i oliemaleriets historiske motiver, men fortrænger de klassiske billeder – typisk af mænd og magt – for i stedet af lade afbildninger af duoen selv, i selskab med venner og samarbejdspartnere, træde frem.
Hvem bliver hørt?
Undervejs i udstillingsperioden åbner duoen med en serie af samtaler og workshops op for spørgsmål om, hvem der har adgang til kulturen: Hvilke stemmer bliver værdsat og hørt? Udover Benamors performance, der gentages flere gange over udstillingsperioden, byder udstillingen på inkluderende skriveworkshops i samarbejde med bl.a. BIPOC skrivekollektivet og fællesskabet Nellakredsen, der er udsprunget af Black Lives Matter-protester.
Hvad er egentligt sandt?
Blomsten Den falske Jeriko Rose bliver også kaldt genopstandelsesrosen, fordi den trods afblomstring og tørke har evnen til at komme igen. Med udstillingstitlen – som også synes at spørge: Kan en blomst overhovedet være falsk? – peger duoen på personlige historier om at rejse sig fra livets smertefulde erfaringer; som minoriseret eller som kvinde. Både Benamor og Sokol har i deres liv måtte rejse sig eller genopstå fra traumatiske oplevelser. Det er en præmis, som også gælder deres venskab, der med Zahna Siham Benamors rødder i Algeriet og Apolonia Sokols polske-jødiske aner har budt på lige dele frugtbare og konfliktfyldte, brutalt ærlige diskussioner. Netop derfor kan duoen i deres nye, fælles udstillingsprojekt på O – Overgaden også rumme en særlig form for samtale. En samtale, der – trods uenigheder og manglende ’facit’ – formår at fortsætte og forblive åben.
Udstillingen er født ud af en genopstandelse og et fælles ønske om at vi kunne skabe sammen - en kærlighed til et utæmmet venskab, hvor der er plads til raseri, jalousi, vildskab, intellektuel og kunstnerisk ambition, uenighed og forskel. Og til en ambition om at bidrage til en fælles samtale, hvor der er plads til uperfektion, ligesom en blomst ikke kan være falsk, giver vi plads til at anskue tingene uden et endeligt facit. Selvom vi selvfølgelig er enige om, at der skal være en revolution og et frit Palestina.
– Zahna Siham Benamor
Blomsten Jeriko refererer til den by i Bibelen, der ligger på Vestbredden i de af Israel besatte områder. Det er en by, der er blevet ødelagt af Gud og genopstået mange gange i dens mytologi, og nu er den så igen blevet ødelagt på grund af krigen. Men den er også et tegn på håb, den er udødelig, kan man sige (…) Det handler om at tage narrativet tilbage.
– Apolonia Sokol