Oplev nogle af de store navne i dansk kunst, når Kunsten åbner dørene til seks årtiers kunsthistorie. Mød blandt andre Anna Ancher, Vilhelm Lundstrøm, Asger Jorn og Wilhelm Freddie – og gå på opdagelse i værker fra Kunstens egen samling fra tiden omkring år 1900 og frem til 1960'erne.
Undervejs bevæger du dig gennem nogle af de strømninger, der for alvor forandrede kunsten i første halvdel af det 20. århundrede. Fra modernismens nye blik på farve og form over surrealismens udforskning af det ubevidste til CoBrA-kunstnernes spontane og ekspressive billedsprog. Udstillingen samler både kendte hovedværker og værker, der sjældnere har været fremme, og giver et bredt blik på en periode, hvor kunsten ændrede sig markant på få årtier.
Kunstens righoldige samling af maleri og skulptur møder i udstillingen design, møbler og kunsthåndværk, der er karakteristiske for de perioder og kunstneriske strømninger, som udfoldes undervejs. Værkerne sættes dermed i selskab med design af blandt andre Hans J. Wegner, Poul Henningsen, Finn Juhl, Nanna Ditzel og Grete Jalk.
Sammen giver de et indblik i den tid, de er skabt i, og viser, hvordan idéer om form, materiale, funktion og det moderne liv bevægede sig på tværs af kunst, arkitektur og design. Udstillingen fortæller dermed også historien om tilblivelsen af det, vi i dag betragter som klassisk dansk kunst- og designhistorie. Kunstnere, arkitekter og designere tog del i den samme kulturelle udvikling og var med til at forme nye forestillinger om både kunsten og hverdagslivet.
I udstillingen kan du fordybe dig i velkendte klassikere fra Kunstens samling og samtidig stifte bekendtskab med værker og kunstnere, der har fået en tydeligere plads i samlingen de senere år.
Et gennemgående fokus er de kvindelige kunstnere, hvis position historisk har været mindre synlig i både museumssamlinger og kunsthistorieskrivningen. Nye erhvervelser er med til at nuancere fortællingen og sætte kendte værker og kunstnere i nye sammenhænge. Udstillingen undersøger dermed også, hvordan den kanon, vi i dag opfatter som den klassiske kunsthistorie, er blevet til – og hvem der gennem tiden har fået plads i den.
