Bendt Ulrich Sørensen: Utilsigtede konsekvenser

9 jan - 21 feb 2026

Udstillingen komplementerer Bendt Ulrich Sørensens udgivelse af syv økologisk-filosofiske essays.

Fra udstillingen Utilsigtede konsekvenser af Bendt Ulrich Sørensen.

Udstillingen komplementerer Bendt Ulrich Sørensens udgivelse af syv økologisk-filosofiske essays.

Vi er forbundet med vores omverden. Gennem årtusinder har filosoffer, gejstlige, videnskabsfolk og kunstnere forsøgt at nærme sig det faktum at vi er en krop i en verden før eller samtidigt med at vi er tanke og bevidsthed. Kød… ville den franske filosof Merleau-Ponty kalde det.
Ofte opfattes ånden imidlertid som det fineste - det egentlige - men uenighederne omkring hvordan vi opnår erkendelse, hvordan vi ser på og forstår sammenhængen eller sammenhængene omkring os kan føres helt tilbage til antikke tænkere som Aristoteles og præ-sokraterne. Ser vi på vore dages tænkning om samfundsforhold og politik, etik, natur og økologi antager fraktioner og skoler flere retninger inden for den såkaldt øko- miljø- og klimafilosofiske tænkning. Det har også i dag ført til filosofiske diskussioner af begreber og positioner, der ser på og påpeger de katastrofale konsekvenser af det herskende vækstparadigme og udbytningen af naturen og menneskeheden, som med kolonialisme og kapitalisme historisk har ført til en enorm, men meget ulige fordelt materiel velstand.
Billedkunstneren og filosoffen Bendt Ulrich Sørensen udgiver her i foråret syv økologisk-filosofiske essays der søger at give et kultur- og idehistorisk overblik over den udvikling som har ført frem til vor tids klimaforandringer, forureningsproblemer, og tabet af biodiversitet. Bogen er samtidigt på billedsiden en dokumentation af Bendt Ulrich Sørensens livslange billedkunstneriske virke, senest med malerier med ornamentale mønstre, planter og bogstaver. Der er også flere hjerter… og portrætter af filosoffer Serres, Næss, Jonas, Arendt, Deleuze, Bergson og ikke mindst Spinoza. Selv udtaler han at der er behov for en anden forståelse af menneske – natur forholdet som sammenvævet. Kun gennem global solidaritet, kan vi skabe en verden, hvor klodens ressourcer kommer alle til gode, både menneskene og alt andet liv på Jorden.

Adresse
Banja Rathnov Galleri og Clausens KunsthandelStudiestræde 14, 1. sal
1455 København K

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: Lukket
Onsdag: 12:00 - 17:00
Torsdag: 12:00 - 17:00
Fredag: 12:00 - 17:00
Lørdag: 11:00 - 15:00
Søndag: Lukket

Entre pris
Gratis entré