Biotechnosphere

Biotechnosphere er første gruppeudstilling på Tranen i seks år. De udvalgte kunstneres værker præsenterer en bred strømning inden for samtidskunsten.

Stadig flere kunstnere bearbejder og afbilder teknologi som et levende væsen – og levende væsner som teknologi. Den natur, som mennesket udspringer af, er stadig sværere at skelne fra den kultur, som mennesket skaber. Et nyt landskab tegner sig, der er i så hastig forandring, at det ikke kan fanges i øjebliksbilleder. I stedet præsenteres en række værker, der vidner om en stor transformation. Værkerne vidner om noget af det, der er ved at gå til grunde, det, der er ved at vokse frem og det, der er ved at antage helt nye former. Teknologi er ikke blot en masse mekaniske genstande. Biologi er ikke blot dyr og planter. Begge dele må i lige så høj grad forstås som sfærer, der i dag indhyller kloden og er sværere og sværere at skelne fra hinanden.

Kunstnerne i Biotechnosphere præsenterer hverken løsninger eller handlingsplaner. Deres værker giver snarere form til forestillinger om biologiske og teknologiske processer, der besmitter hinanden og kaster noget helt tredje af sig. I franskmanden Anna Solals værker på gulvet synes fugle at rejse sig i sporene efter en stor kaffekop. I hendes tegninger på væggen er himlens smukke, livgivende atmosfære indrammet af ituslåede smartphone skærme og cykelkæder.

Også i værkerne af Estrid Lutz fra Bosnien-Hercegovina fremstilles menneskets efterladenskaber på jorden som grobund for fremvækst. I hendes vægværker sammenvæves materialer fra bil-, satellit- og kommunikationsindustrierne med billeder af mikroskopisk liv, slangeskind og øgler. Lag af selvlysende maling giver indtryk af en totalt smadret verden svanger med liv og ånd.

I danske Stine Dejas animationsvideoer på gulvet troner væsner af lige dele biologiske organer og teknologiske proteser, og i danske Emilie Alstrups tryk på akrylglas vrider sig en hybrid skabning, hvis enkelte dele man knap kan identificere. I deres værker møder man ikke bare et menneske i forvandling; et væsen, der teknologisk søger at tilpasse sig en verden i hastig forandring; det er som om, man også begynder at tabe mennesket af syne.

I canadieren Jon Rafmans 8 min. lange video befinder vi os i en menneskeskabt verden, hvor der tilsyneladende ikke længere er nogen mennesker, blot vores teknologiske infrastruktur. En stemme taler, bl.a. om, at den ikke længere ved, hvorfor den taler. Det lyder som en digital stemme, måske en kunstig intelligens’. Måske filmen iscenesætter forestillingen om den såkaldte singularitet; det punkt i fremtiden, hvor kunstig intelligens vil overgå menneskelig intelligens; et punkt hinsides hvilket vor begrænsede intelligens ikke kan begribe, hvad vil ske.

Vi kan regne på bio- og teknosfærens udvikling. Men vi vil ikke kunne regne ud, hvad der vil ske. Det er sådan uvished, der nærer de kunstneriske forestillinger præsenteret på Biotechnosphere.

Kilde: Toke Lykkeberg, Tranen