Bloom 2024: Installationer

24 maj - 26 maj 2024

Få et overblik over de kunstinstallationer du kan opleve på Bloom i år.

Motherboard, Bruddet. Foto: Bloom

Få et overblik over de kunstinstallationer du kan opleve på Bloom i år.

Få et overblik over de kunstinstallationer du kan opleve på Bloom i år.

AVPD: Vortex

Mellem træerne på Søndermarkens ikoniske Lindehøj bevæger tre tungt hængende gardiner sig langsomt rundt om og ind i hinanden.
Værket hedder ‘Vortex’ og er skabt af kunstnerduoen AVPD.
Med inspiration fra malstrømmen, tornadoen og galaksernes spiralarme har AVPD udviklet et sanseforskydende installationsværk til årets Bloom, som både indrammer og udfordrer fornemmelsen af det klassiske festivalrum.
Som en moderne fortolkning af romantisk havearkitektur tårner ‘Vortex’ sig op som et installatorisk fyrtårn på festivalen. Men værkets semi-gennemsigtige stoflighed og transformatoriske karakter gør, at det aldrig ser ens ud fra samme vinkel i mere end et par minutter. En tilstand afløses hele tiden af en ny.
Med syntetiske farvespil og uforudsigelige bevægelser forskyder værket de rumlige og sanselige forståelser på festivalpladsen og sår tvivl om, hvem der bevæger sig om hvem.

Honey Biba Beckerlee: Matters of Time

Store stykker mineraler, sammensat af grundstoffer der bruges i atomure, stikker op af jorden mellem Søndermarkens træer og krat. Som en horisontlinje udspændt i tid og rum, hænger over dem en serie skulpturer baseret på forskellige modeller af tid fra fysikkens verden.
Drevet af de accelererende klimaforandringer og menneskets kapløb med tiden for at redde sig selv og andre arter, undersøger kunstner Honey Biba Beckerlee tidens fænomen gennem naturens materialer.
I kunstinstallationen ’Matters of Time’ undersøger hun de forskellige tidsligheder og hastigheder, der udfolder sig i atomurenes grundstoffer og komponenter.

Motherboard: Bruddet

To klippelignende, geometriske figurer tårner sig op på festivalpladsen.
Som brudstykker af en fragmenteret firkant er de nedsænket i – eller på vej op ad? – Søndermarkens bløde jordlag.
Installationen hedder ‘Bruddet’ og er skabt med inspiration fra Danmarks største menneskabte hul: Faxe Kalkbrud.
Værket står som et multifunktionelt og æstetisk pejlemærke på festivalpladsen. Publikum kan frit bevæge sig omkring de kantede vægge og udforske sprækker, teksturer og lydlandskaber mellem de kalkhvide, geometriske former.
‘Bruddet’ er en æstetisk fortolkning af landskabets transformationer og dyb, geologisk tid såvel som centrum for Motherboards videoværk, lydinstallation og performances.

Svend Sømod: Cocktailprinter

Hvordan smager en algoritmeprogrammeret cocktail med 10 forskellige ingredienser? Hvad med 20 – eller 30?
Få svaret, når kunstneren Svend Sømods ‘Cocktailprinter’ står klar til at lave komplekse og unikke cocktails.
Printeren genererer algoritmeprogrammerede cocktails ‘on demand’. Alt, du skal gøre, er at vælge den, der lyder mest spændende, og printeren sammensætter en velsmagende cocktail – potentielt med op til 48 ingredienser.
Printerens algoritme er blevet fodret med information fra 5.000 klassiske cocktailopskrifter såvel som kunstnerens egne. Den konstruerer ved hjælp af Sømods stringente matematiske principper helt unikke cocktails, der automatisk smager som en drøm.
Kom forbi cocktailprinteren og smag matematikken i en cocktail.
Kilde:
Bloom

Adresse
BloomSøndermarken
Åbningstider
Fredag 24. maj: 16.00-23.30
Lørdag 25. maj: 10.00-23.30
Søndag 26. maj: 10.00-19.30