Claus Johansen – Sådan ligger landet

Claus Johansen fremmaner den dybbrune og fuldmættede muld og det gråtonede vinterlys. Han genskaber også det skarpe lys og de farvetoner, der kommer over landet i det tidlige forår og den syregrønne kulør, som varsler den kommende forvandling. Året går sin gang.

Her er ingen sagnfigurer eller mytiske skikkelser, som ikke findes i virkeligheden, ingen skjulte budskaber eller gravhøje, der peger på en glorværdig fortid og vækker fædrelandskærligheden. Det er billeder af himmel og jord med en særlig sensibilitet over for landskabets liv og de spor, mennesker efterlader på landet.

I Claus Johansens sene år bliver værkerne i højere grad abstraktioner over landskabers liv, stofligt og markant tilrettelagt på lærredet. Plovfurer eller telefonpæle bliver grafiske strukturer, der arbejder sig ind i motivet. Andre steder lader han træstammer og grene aftegne gitre, der gør billedrummet fladt. Det er på én gang både tegn og abstraktion.

Billederne er både en fortælling om Claus Johansens natursyn og en moderne billeddannelse. Men måske i endnu højere grad er de billeder på en almen fortælling om naturens og menneskets sameksistens. I deres slående enkelhed handler de om den basale oplevelse af at være i et landskab. Af at være i verden.

Samtidig er billederne en samlet fortælling om Claus Johansens elskede Bornholm, hvor han i 1924 slog sig ned og blev boende til sin død. Bornholm forbindes af mange med begrebet ”solskinsøen”, skildret af kunstnere som Edward Weie, Karl Isakson og Olaf Rude, der var med til at markere det moderne gennembrud i dansk kunst med afsæt i tidens franske strømninger. I dette nye landskabsmaleri gik spektralfarverne sin sejrsgang.

Men der fandtes også et andet spor i dansk landskabsmaleri og på Bornholm: Vilhelm Hammershøi og L.A. Ring anvendte gråtoneskalaen, og deres billeder blev betegnet som et åndehul for det menneskelige følelsesliv. Claus Johansen havde på københavnske museer set værker af disse kunstnere, og hans egen maleriske tilgang til naturen fik en lignende stilfærdig tone – altid skildret mennesketomt, men med menneskelige spor i form af f.eks. plovfurer, bygninger og veje.