Det er en velkendt koreografi: kroppens instinktive tilbagetrækning idet en nål gennemborer huden – blikket, der løftes og hviler på loftet ovenover. For Davide Hjort Di Fabio er dette opadrettede blik blevet knyttet til de perforerede loftsplader på hospitaler, som han møder under gentagende blodprøver. Overfladen over ham synes at være et ekko af kroppen nedenfor; de små åbninger genspejler fornemmelsen i armen, som om rum og kød et kort øjeblik reagerer på hinanden. Arkitektur er så ofte formet omkring os med opmærksomhed på vores behov og sårbarheder. Men i dette øjeblik af gensidighed trænger et spørgsmål sig på: Hvem former hvem?
I Clip-In, hans første udstilling hos NILS STÆRK, præsenterer Di Fabio nye væghængte og fritstående skulpturer. De fleste værker i udstillingen tager udgangspunkt i afstøbninger af hans torso i ler, som fungerer som et gestisk afsæt. Når skulpturerne løftes ud af formen, åbner og strækker de sig og løsriver sig gradvist fra den krop, der initierede dem. Gentagelsen styrer denne udfoldelse: handlingerne med at støbe og omforme ophobes over tid og efterlader spor, der driver dem væk fra deres kropslige ophav og sætter sig som hybride aftryk – delvist mekaniske, delvist biologiske. Skulpturerne fremstår intime, men samtidig fremmedgjorte; bevægelser, der mindes en begyndelse uden at vende tilbage til den.
Di Fabios værker opnår en stille autonomi og fremstår mindre som objekter end som former i tilblivelse. Man møder skulpturer, der læner sig, folder sig, svulmer eller indtager skrøbelige positioner og viderefører kroppens logik gennem impuls snarere end afbildning: en kontur, der folder sig, som om den husker et tryk, en masse, der hælder, som om den afprøver sin egen tyngde. Denne spænding forstærkes i brændingsprocessen, hvor leret gennemgår sine egne indre forandringer – det svinder, strammer sig og fastlåser impulser, der begyndte som bløde bevægelser. Skulpturerne standser i øjeblikke af suspension og forhandler mellem sammenbrud og ophøjelse. De glaserede overflader bevæger sig mellem mættede og lysende toner og understreger fornemmelsen af former, der stadig er ved at finde deres tilstedeværelse.
Det er i dette skulpturelle landskab, at den arkitektoniske reference vender tilbage. Clip-In har sin titel fra produktbetegnelsen for de perforerede loftsplader på hospitaler. Reorienteret, stablet og rekonfigureret som vægelement og skulpturelle understøtninger fungerer disse plader mindre som motiver end som et svagt arkitektonisk minde, der engang indrammede sårbarhed og nu subtilt former opfattelsen.
På tværs af Clip-In foldes arkitektur og anatomi ind i hinanden og bytter roller uden at opgive deres forskellighed. Et loft bliver en væg; en væg bliver en støtte; støtten bliver en krop; kroppen bliver en form i vedvarende forandring. Di Fabio inviterer os ind i denne tærskel, hvor krop og struktur afsætter spor i hinanden, og hvor en form løsriver sig, ændrer sin holdning og antager et liv hinsides den krop, der først indskrev den.
Kilde:
Nils Stærk
Nils Stærk