Doug Aitken: SONG 1

Anbefalet under Det skal du se! uge 26
Forskellige versioner af den velkendte sang udgør den grundlæggende struktur i den monumentale lyd- og videocollage SONG 1. Installationen består af et rytmisk flow af videoklip, som projiceres op på en stor cirkulær skærm. Publikum møder et altomsluttende kunstværk, som man både kan gå rundt om og træde ind i. Sangen er en klassisk jazzstandard fra 1934, kendt verden over for sin melankolske melodi og romantiske tekst. Den er dybt rodfæstet i amerikansk kulturlivs musikalske DNA og er blevet indspillet i utallige versioner – mest kendt er The Flamingos version fra 1959, karakteriseret ved sin langsomme ‘doowop’ R&B-lyd.

Til SONG 1 har Doug Aitken inviteret en række forskelligartede musikere til at indspille deres bud på sangen – heriblandt Beck, Lucky Dragons og No Age – et greb som afspejler sangens egen historie og de mange fortolkninger af den gennem tiden. Sangen fortolkes endvidere visuelt af skuespilleren Tilda Swinton, gadedansere og gospel-sangere, der optræder i værket.

SONG 1’s visuelle side flyder mellem fortid og nutid, fra stiliserede sort-hvide klip, som peger på scenekunstens og fjernsynets indflydelse, til billeder af nutidens hypermoderniserede metropoler med deres menneskevrimmel og pulserende lys. Her ses mænd og kvinder i forskellige omgivelser – på arbejdspladsen, på café, i studiet og i trafikken – synge med på den velkendte melodi. Sangens minimalistiske beat speedes op, så den afspejler de abstrakte, dynamiske billedklip af en metropol, hvor en søgen efter kærlighed og tilhør gentager sig på tværs af tid og sted og minder publikum om den menneskelige erfarings universelle karakter. Sangens enkelhed, det soulfulde kor og det repetitive omkvæd understreger vores fælles vilkår, at vi er forbundet gennem følelser og erfaringer. Værket er i sin kobling af visuelle gengivelser af mænd over for kvinder, byen over for individet, nutiden over for fortiden en udforskning af moderniteten og de betingelser, der har indflydelse på vores liv i dag.

Aitkens blik fører os ind i en verden, hvor tid, rum og erindring er flydende begreber. I sine kunstværker skaber han ofte landskaber, der er altomsluttende både visuelt og fysisk. Han benytter et koncept, han kalder ‘liquid architecture’ (flydende arkitektur), hvor billeder og arkitektur kommer i dialog på dynamisk vis. Dette var netop hensigten med SONG 1, som oprindelig blev skabt til Hirshhorn Museum i Washington, hvor værket blev projiceret op på museets lange cylinderformede facade. Således vendte han indersiden af museet ud mod verden, og musik, billede, rum, tid og bevægelse blev flettet sammen i et spektakulært urbant landskab.

Kilde: Copenhagen Contemporary