En ny verden

7 mar - 30 jun 2017

Under overskriften En ny verden præsenterer Nivaagaards Malerisamling fire videoværker af Nenad Milcevic, Damir Avdagic, Nikolaj Bendix Skyum Larsen og kunstprojektet Other Story, der alle behandler det at være flygtning og konsekvenserne heraf.

Under overskriften En ny verden præsenterer Nivaagaards Malerisamling fire videoværker af Nenad Milcevic, Damir Avdagic, Nikolaj Bendix Skyum Larsen og kunstprojektet Other Story, der alle behandler det at være flygtning og konsekvenserne heraf.

Værkerne vises i Verdens Mindste Kunstbiograf, som det seneste år har fungeret som et selvstændigt rum for videokunst, hvor publikum har kunnet opleve en række videoværker, der på hver deres måde har fortalt noget om videokunstens historie og/eller aktuelle tilstand. En ny verden er den sidste i rækken af fire tematiske visninger.

Fælles for de fire værker, der udgør denne visning er, at de på hver deres måde mimer dokumentarfilmgenren; Nenad Milcevic og Damir Avdagics værker kan placeres i traditionen efter 70’ernes videokunstnere, der brugte videomediet til at dokumentere performances. Nikolaj Bendix Skyum Larsen bevæger sig i sit værk, På Kanten af Europa, mellem det dokumentariske og det filmiske. Produktionskvaliteten er høj, både hvad angår billederne og fortællingen i filmen. Dette er også kendetegnende for store dele af hans øvrige arbejde.

Kunstprojektet Other Story bruger reportagen som udgangspunkt for deres film Ali, hvori de uden megen kunstnerisk indgriben skildrer livet som flygtning. Ali er én ud af foreløbigt fem film, der med afsæt i den enkelte person giver et indblik i, hvordan det er at være på flugt – One human being at a time. One story at a time.

”Generelt opløses grænsen mellem dokumentar og kunst mere og mere. Dokumentariske projekter præsenteres i dag hyppigt i kunstsammenhæng både i fotografiets og filmens verden. For kunstnerne handler det om, at finde det udtryk, der matcher den historie, som de gerne vil fortælle med deres værk,” fortæller Julie Søgren Jensen, som er ekstern kurator på filmprogrammet.
Inspektør på Nivaagaards Malerisamling, Maren Bramsen tilføjer: ”Kunst forholder sig på en eller anden måde til den kontekst den skabes i. Derfor er det også helt naturligt, at flere kunstnere i øjeblikket arbejder med emner som kaos, krig og flugt. Med filmene er der mulighed for at blive klogere på en kompleks situation på en empatisk og engagerende måde.”

En ny verden vises i Verdens Mindste Kunstbiograf på Nivaagaards Malerisamling.

Kilde: Nivaagaards Malerisamling


Adresse
Nivaagaards MalerisamlingGammel Strandvej 2
2990 Nivå

Åbningstider
Tirs-fre 11-20
Lør-søn og helligdage 11-17

Entre pris
Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré