Erik Viklund: A town without ghosts is a dead town

Anbefalet under Det skal du se! uge 41.

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

I udstillingen vises en serie af lyskasser, der repræsenterer en type af vinduer i Roms offentlige rum. I Emily Brontës roman ”Stormfulde Højder” (1847) siges det at vinduet forestiller en spirituel indgang og flugt, en transcenderende dimension der kan ses som et helligt sted. I Erik Viklunds billeder kan de også ses som en skildring af afstand og længsel. De viser mellemrummet, der eksisterer mellem individet og offentligheden, forskellen mellem den ydre virkelighed og livets dimension, der er utilgængelig for politik og autoriteter.

Samtidig bliver en ny kunstnerbog lanceret med billeder printet med travertinmarmor fra byens nærliggende marmorindustri. I Rom, hvor livets bevægelse er presset ind mellem arkitektoniske rester fra oldtiden, den etruskiske tid, middelalderen og moderne tiders udenværk, træder den besøgende ind i et projekt planlagt og gennemført af det fascistiske regime i 1930’erne. Men i stedet for at forsøge at portrættere et specifikt sted, så indledes en dialog med byens nu og da.

Selv i tidligere værker har kunstneren brugt specifikke materialer fra steder til at opløse grænserne mellem det portrætterede sted og dets repræsentation. I sin tidligere udgivelse ”Om han var” (2018), printede han portrætter af unge mænd på fundet A4-papir fra bybilledet. I udstillingen Efterväld (Konstnärhuset, Stockholm, 2021), blev et tiårigt projekt om et hus i Solna manifesteret i en totalinstallation med krydsfinerplader og glas fra selve huset.

Udgangspunktet for Erik Viklunds besøg til Rom de seneste år har været nogle af de gyder, gader og torve der kan ses i bogen ”Fotografernas Rom 1846-1878” (Thorvaldsens museum, 1978). Det tyder på at bogens fotografer har villet fange mødet mellem det gamle og det nye, det faste og det flygtige. Manden i skyggen af historien og historien i skyggen af verden. Efter al den tid der er gået siden de blev taget, er disse gamle bruntonede, storformatsfotografier nu selv blevet levn fra fortiden, hvilket gør at de er kommet nærmere de søjler de skildrer. I dag bliver hverken søjlerne eller fotografierne set som værker skabt af individer men af en æra.

I Rom fotograferede Erik Viklund mennesker der befinder sig i skyggen af de enorme monumenter bygget af og for beboere der for længst er døde. Portrætterne er herefter blevet legemliggjort i marmor, ikke som solide skulpturer, men som billeder i støvet hvidt pulver på sorte sider. Resultatet er flygtigt og sårbart: en form for anti-monument i marmor som antyder endelighed frem for evighed. Marmor er et symbol på magt men også på menneskets jagt efter udødelighed. Måske Erik Viklunds arbejde kan ses som et forsøg på at underminere det forhold.

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.