Frode Steinicke: What’s going on

Rødderne for Frode Steinickes nonfigurative, abstrakte kunst skal findes i konstruktivismen, en kunstretning, som opstod i starten af det 20. århundrede. Konstruktivismens ærinde var at lade kunsten fremtræde på egne præmisser: den skulle være kunst for kunstens egen skyld. Derfor måtte den konstruktivistiske kunst søge at udelukke enhver illusionisme. Kunsten skulle med andre ord handle om sig selv og undgå enhver reference til omverdenen. Steinickes skulpturer ligger i forlængelse af denne kunstforståelse. Der er ingen overflødige detaljer og spor efter det kunstneriske håndværk. Der er intet, som peger ud over skulpturerne, ingen referencer til andet end skulpturerne selv. Hver skulptur er sluttet omkring sig selv og fremstår som et lukket hele.

For Steinickes vedkommende opstår skulpturerne af hans interesse for det at se. Det er formerne og linjernes vekslen med baggrunden, luften og rummet, der er interessant. Netop rum og tid blev fremskrevet som grundelementerne i den konstruktivistiske kunst: “Luften, det rum vi omgiver os med og ånder i til daglig, er ikke et skabt rum (…), det er snarere formløst og ubegribeligt som rum før skulpturen og arkitekturen giver form” Således funderede den danske konstruktivist Robert Jacobsen over forholdet mellem skulptur og rum.

Den rumlige og formmæssige afsøgning hos Steinicke finder ofte sted som systematiske eksperimenter over en gennemgående skulpturel grundform. Det, som fører Steinicke videre og inspirerer ham, er ofte de skulpturer, som allerede er skabt. Han vender tilbage, finder ny variation over formen og skaber de skulpturer, som mangler.

– Anne Mette Svenningsen

Kilde: Galleri Jacob Bjørn