Fugleburet: Lys 

Han arbejder med pensel for præcision og oliesticks for streger med nubret vildskab. Han drages mod formatet stilleben, som lokker med sine perfekte opstillinger og orkestrerede lysforhold – og han kan ikke lade være med at stikke en trodsig kæp i hjulet på det. Det er had og kærlighed. En hyldest til det fejlfri format – og et opgør med det.

Opstillingen placeres i et kontrasterende rum. Et urigtigt rum. Eller stilheden brydes af elementer, der stikker af; ligesom bevæger sig væk og ud af scenariet, så det ellers så stille studie af de døde ting kommer til at ligne et dynamisk øjebliksbillede.

Det er en kamp mod trangen til det formfuldendte. Fugleburet forfiner værket til det næsten sidste, hvorefter han går ind og spænder ben for det. Ridser i det. Tværer linjer ud. Skaber noget, man kan slå sig lidt på. Skaber balance.

Og så er der selvfølgelig fuglen. Altid fuglen. Fundamentet i værkerne. Den begrænsede, skarpe fugl – modsætningen til Picassos bløde due – der ligner noget, mareridt er skabt af.

Udstillingen LYS ligger i direkte forlængelse af den cirklen om modpolerne, der er Fugleburets kendetegn: Det lyse og bløde over for det mørke og kantede.

Bed hvem som helst færdiggøre sætningen “lys og…” – og de vil svare “mørke”. Modsætninger, ja, og uløseligt sammenvævet. Det første vi ser, når vi blir født er lys, og når vi slipper taget i livet, blænder det os igen.

Verden har så mange katastrofeofre, at lyset lige så godt kan blive permanent stående i vindueskarmen. Et opløftende lys og et uomgængeligt memento om det mørke, det er tændt for at jage bort.

Fugleburet har et lyst sind, men vedkender sig de skygger, som lyset skaber. Og de dæmoner, som huserer lige uden for vores synsvidde. I ordentlighedens sprækker. Det er dem, kunstneren maler. De er værkernes nødvendige ballast.

Lyset i Fugleburets værker er tiltænkt at brænde for evigt.

Kilde: Galleri Sandberg