Samlingen af antik skulptur rummer bl.a. en omfattende samling af antikke græske og romerske portrætter samt en stor samling af palmyrenske portrætter. Den moderne del af samlingen rummer fransk skulptur fra 1800-tallet, herunder en væsentlig samling af værker af Auguste Rodin, fransk maleri fra 1800-1950 med impressionismen og Paul Gauguin som absolutte tyngdepunkter samt en samling af dansk guldalderkunst. Størstedelen af Glyptotekets samling indgår i museets permanente udstillinger, ligesom løbende særudstillinger er med til at perspektivere museets samling med indlånte værker.
Det daglige arbejde med at bevare Glyptotekets samling varetages af museets konservatorer, som også bidrager med udstillingsaktivitet og håndtering af museets mange værker.
Oplysninger om Glyptotekets værker findes i de store nationale databaser Museernes Samlinger samt Kunstindex Danmark, der varetages af Kulturstyrelsen. Derudover har Glyptoteket afsluttet arbejdet med en omfattende og rigt illustreret katalogserie påbegyndt i 1995. Det sidste katalog i serien på 40 bind udkom i april 2017.
Faste udstillinger
Græsk og romersk skulptur
Ægypten
Fransk kunst 1800-1870
Fransk kunst 1870-1925
Dansk kunst 1780-1930
Fransk og dansk skulptur 1800-1920
Mellemøsten, Cypern, Etrurien og Palmyra
Kilde:
Glyptoteket
Glyptoteket