GOBELIN – I tråd med tiden

26 mar - 6 sep 2026

Særudstillingen tager os med tilbage til årene 1898-1928 og udforsker gennem arkivalier, forarbejder, farveprøver, fotografier og internationale tekstilhovedværker genskabelsen af gobelinerne.

Værk fra udstillingen GOBELIN – I tråd med tiden. Foto: Iben Kaufmann.

Særudstillingen tager os med tilbage til årene 1898-1928 og udforsker gennem arkivalier, forarbejder, farveprøver, fotografier og internationale tekstilhovedværker genskabelsen af gobelinerne.

12. marts 2026

info

GOBELIN – I tråd med tiden26 mar - 6 sep 2026

De store gobeliner i Riddersalen på Frederiksborg viser ved første øjekast et imponerende vævearbejde og storslåede historiemotiver. Men gobelinerne gemmer også på overraskende skønvirke- og kvindesagsmotiver og ikke mindst fortællingen om fremtrædende kvindelige entreprenører, der skabte en moderne arbejdsplads i de 30 år, det tog at genskabe gobelinerne.
Frederiksborgs riddersal er udsmykket med store gobeliner, og de monumentale, vævede billeder bærer på en usædvanlig historie: Den oprindelige udsmykning fra 1620 gik til i den store brand på slottet i 1859. I årene 1898-1928 blev udsmykningen genskabt af nogle af Danmarks mest fremsynede kvindelige kunstnere med Kristiane Konstantin-Hansen og Johanne Bindesbøll i spidsen. Udstillingen GOBELIN – I tråd med tiden udfolder Frederiksborgs gobeliner som både storslåede historiemotiver, nytænkende kunsthåndværk og kvindesag. Den er en præsentation af tidens fineste vævekunst, og hvordan kvindesagen sniger sig ind i genskabelsen af de gamle gobeliner.
Til genskabelsen af gobelinerne allierede man sig med den hæderkronede gobelinfabrik Manufacture des Gobelins i Paris. Gobelinerne i Riddersalen på Nordens største renæssanceslot blev vævet ud fra de franske teknikker og principper og kan dermed med rette kaldes gobeliner. Frederiksborgs eget arkivmateriale fra genskabelsen af gobelinerne er enormt. Omgivet af de færdige gobeliner i Riddersalen udstiller Frederiksborg forarbejder, farveprøver og fotografier fra det 30 år lange gobelinprojekt. Desuden viser museet en række af de bedste tekstilværker fra perioden, der viser, hvor fremsynede og internationalt orienterede de kvindelige vævere var. Norskfødte Frida Hansen har to værker repræsenteret på udstillingen: Løvetand fra 1893 samt Semper Vadentes fra 1905. Læs også med i de mange breve og notater fra arkivet, som åbner den til tider dramatiske historie om gobelinernes tilblivelse: Der var drama om farver, garn og kvalitet i et af det 20. århundredes største væveprojekter i Danmark.
Udformningen af gobelinerne var en bunden opgave: De tidligere motiver med krigsscener fra Kalmarkrigen skulle genskabes. Men går man på opdagelse på væggene på Frederiksborg, ser man, hvordan den skønvirkestil, der skyllede ind over Europa i netop disse år, sniger sig ind. Det sker fx. i form af vilde blomster, ornamenter, William Morris-inspirerede mønstre og mælkebøtten – datidens symbol på kvindesagen – der er vævet ind i krigsscener – helt i tråd med tiden. Det lykkedes altså at twiste den låste opgave og gøre den moderne alligevel.
Hvor vævning hidtil havde været et mandefag, blev gobelinprojektet på Frederiksborg drevet af kvindelige kunstnere, der ikke blot vævede, men også planlagde, organiserede og udfordrede tidens normer. En del af udstillingen er dedikeret til at formidle historierne om det mikrosamfund i vævestuerne, der på visse punkter stillede sig i direkte opposition til det omgivende samfunds normer for køn, erhverv og familie. Frederiksborgs gobelinprojekt blev født i en brydningstid for samfundets sociale, kønsmæssige og økonomiske strukturer. På vævestuerne skabte kvinderne en moderne arbejdsplads med både syge- og pensionskasser. Udstillingen vises i Riddersalen og Englesalen samt en tilstødende sal på Frederiksborg.

Adresse
FrederiksborgFrederiksborg Slot
3400 Hillerød

Åbningstider
Mandag: 10:00 - 17:00
Tirsdag: 10:00 - 17:00
Onsdag: 10:00 - 17:00
Torsdag: 10:00 - 17:00
Fredag: 10:00 - 17:00
Lørdag: 10:00 - 17:00
Søndag: 10:00 - 17:00

Tilgængelighed
I hjørnet til højre for hovedindgangen er der etableret en kørestolsvenlig indgang. Tryk på knappen og der tilkaldes assistance.