Keramisk sommer præsenterer udstillingen ”Rod, rødder og rodløshed”, hvor fire keramiske billedkunstnere - Mia Roar Damsted, Helle Hee Degaardt, Dorthe Hedegaard og Jette Sørensen - dykker ned i kunstneren Kirsten Kjærs liv og univers.
De fire kunstnerne åbner med deres research og værkproduktion for en sanselig dialog om forbundethed, forskellighed og forandring.
Kunstnerne udtaler om deres arbejde: ”Jo mere vi dykkede ned i Kirsten Kjærs liv, hendes rødder i det nordjyske og hendes udlængsel, des stærkere blev vores fascination og forkærlighed for denne autodidakte kvindelige kunstner og hendes kamp. Vi har jo aldrig mødt Kirsten, men vi har hver især lært noget af hende.”
Udstillingen byder på keramiske værker - et rhizom, der strækker sig fra udstillingen, gennem vinduet og forsvinder ud i skoven; kvindefigurer, der kæmper mod normer og forventninger; keramisk svampe-mycelium, der symboliserer transformation, fællesskab og modstandskraft; og et værk lavet med lokalt opgravet ler, der hylder retten til at være anderledes.
Jette Sørensen trækker med værket ”Rhizomet”, som består af 100 drejede objekter der forsvinder ud i skoven, referencer til Kirstens Kjærs rødder i det nordjyske, hendes udlængsel og færd ud i verden.
Rhizomets skyder livsdueligt op forskellige steder som en insisterende kraft med farver fra menneskemalerenes farvepalette.
Mia Roar Damsted fortolker Kirsten Kjærs brud med datidens normer gennem keramiske skulpturer, der bryder med konventionelle former.
Damsted hylder retten til at være anderledes i en verden, der ofte søger ensartethed, og fremhæver afvigelsens uundværlige rolle for helheden.
Ved at anvende lokalt opgravet ler og sand udnytter hun materialernes egenskaber i en fin balance mellem det kontrollerbare og det tilfældige.
Dorthe Hedegaard Jacobsen har undersøgt forbindelsen mellem Kirsten Kjærs liv og sit eget liv med mycelier som bindeled. Med inspiration fra svampe i området har hun skabt keramiskeskulpturer, der symboliserer transformation, fællesskab og modstandskraft — træk, der afspejler både Kirsten Kjærs og Dorthes eget liv.
Udstillingen inviterer til refleksion over, hvordan vores omgivelser og valg former os.
Gennem Helle Hee Degaardts værker stilles der spørgsmål ved, hvordan vi definerer os selv, og hvad det vil sige at være at være en del af - eller udenfor - et fællesskab. Gennem skulpturel interaktion inviteres beskuerne til at reflektere over deres egen plads i verden. Værkerne er skabt med tanke på den livslange kamp Kirsten Kjær måtte kæmpe, da hun aldrig tilpassede sig omverdenens konventioner.
Kilde:
Kirsten Kjærs Museum
Kirsten Kjærs Museum