Som massiv struktur synes bunkeren fast forankret i sit landskab. Dog er den skabt til at balancere som en monolit, der altid genfinder sit tyngdepunkt, når jordens ustabile masse sættes i bevægelse. Den hviler ikke på en solid sokkel, men i en foranderlig verden, hvor naturkræfter og menneskets indblanding krydser klinger.
Gennem seks indbyrdes forbundne værker udforsker udstillingen menneskets indgriben i naturen. Med linsen fikseret mod Nordpolen, indfanger et roterende kamera i Barents (mare incognitum) det urolige Barentshav, et sted præget af klimaforandringer og tiltagende olieudvinding. Værkets roterende horisont står som symbol på udstillingens centrale tema: tidens cirkulære, rytmiske bevægelser i kontrast til menneskets forestillinger om lineære fremskridt.
I bunkerens dyb afsløres en verden, hvor horisontlinjer bølger op og ned, tidevandet stiger og falder som mørke skygger, der siver op af undergrunden, og hvor naturens rytme og mekanikkens bevægelser smelter sammen. Her er teknologien ikke et redskab til dominans, men et middel til at afdække det, som ofte forbliver skjult – tidens lag, der aflejres som historiens spor.
Mare Incognitum udfordrer os til at navigere i det oprørte hav, der er vores planets økologiske skæbne. I disse farvande driver bunkeren, uden fortøjning, ind i en uvis fremtid på vej mod det endnu uopdagede ocean.
Kilde:
Regelbau 411
Regelbau 411
