Henning og Heerup International

”Heerups skulpturer og Carl-Henning Pedersens malerier virkede sammen ved deres fine optimisme. De spejlede frihed og ægte inspiration, og de gav vores hus en helt selvstændig og usædvanlig tone. Det var en duet, som bragte et frisk sus fra Norden. Vi har ikke kun en kunst, som burde være bedre kendt uden for vore egne grænser, men en kunst, man gerne vil lære at kende.”
Citat Pierre Lübecker, Politiken, 1. juli 1962

Sådan lyder ordene fra Pierre Lübecker i en reportage fra den danske deltagelse ved Venedig Biennalen i 1962. Den danske komité havde dette år peget på Carl-Henning Pedersen (1913-2007) og Henry Heerup (1907-1993) som repræsentanter for Danmark. ’Et umage par’ lød det i pressen, men ikke desto mindre ramte de to kunstnere en særlig nerve, og det med et sådan eftertryk, at det vækkede verdenspressen og kastede international hæder over den danske pavillon. Ikke mindst udmøntede det sig i, at den internationale komité tildelte Carl-Henning Pedersen årets UNESCO-pris, som kun én gang tidligere, i 1909, var tilgået Danmark.

På det personlige plan synes deres venskab selvfølgeligt, som det ligger i tonen på en note i Carl-Henning Pedersens arkiv, hvor man kan læse at ”ungerne er sendt over til Heerups”. På det professionelle plan var Henning og Heerup tæt forbundne livet igennem. De fandt sammen, da de var i 20’erne, og begge placerede de sig centralt i den kreds af kunstnere, der tegnede udviklingen af det spontan-abstrakte billedsprog i Danmark. Det var ikke mindst med afsæt i deres bidrag til tidsskrifterne linien og Helhesten samt deres deltagelse i den internationale CoBrA-bevægelse, at de to venner blev udpeget som repræsentanter for Danmark.

Udstillingen Henning og Heerup International tager afsæt i netop de to kunstneres repræsentation af Danmark på verdenskunstens hovedscene, Venedig Biennalen, i 1962. Udstillingen ses som en prisme, der indsætter de to danske kunstnere i en international sammenhæng, mens den kaster lys over såvel dansk selvforståelse som omverdenens blik på selv samme ’danskhed’ i 1962.

Udstillingen undersøger, hvad de to kunstnere drog ud i verden med og spørger nysgerrigt til, hvorfor det umage par vakte interesse i et internationalt perspektiv. Hvad fascinerede den internationale presse i mødet med Henry Heerup, der performer sin kunstneridentitet som nisse på cyklen med Dannebrog i nissehuen, og Carl-Henning Pedersen, der indtog ’parnasset’ med sin fantasikunst, der skulle tale til alle mennesker på tværs af tid og sted?

Deres repræsentation blev beskrevet som ’ukunstlet’ samt ’folkelig’ og spejler væsentlige idealer i efterkrigstidens Danmark. Idealer om det folkelige og anti-elitære skimtes således i deres repræsentation side om side med komplekse størrelser som frihed og national bevidsthed. Gennemgående for de to kunstnere og den generation af abstrakte kunstnere de er rundet af, er en grundlæggende bestræbelse efter et ubegrænset frihedsideal. Et ideal der i samtiden var eftertragtet i Danmark såvel som internationalt, og som fortsat i 2022 giver stof til eftertanke.

Kilde: Carl-Henning Pedersen og Else Ahlfeldts Museum