I Italiens lys. Et dansk-norsk kunstnerfællesskab 1879-1886
1 jun - 4 sep 2016Denne sommer viser Skovgaard Museet udstillingen I Italiens lys. Et dansk-norsk kunstnerfællesskab 1879-1886 med værker af P.S. Krøyer, Joakim Skovgaard, Viggo Pedersen, Theodor Philipsen, Kristian Zahrtmann og de norske kolleger Christian Meyer Ross og Eilif Peterssen.
Denne sommer viser Skovgaard Museet udstillingen I Italiens lys. Et dansk-norsk kunstnerfællesskab 1879-1886 med værker af P.S. Krøyer, Joakim Skovgaard, Viggo Pedersen, Theodor Philipsen, Kristian Zahrtmann og de norske kolleger Christian Meyer Ross og Eilif Peterssen.
info
Omkring 1880 blev en ny æra i dansk kunst indvarslet efter, at nationalromantikken endeligt blev erklæret som afgået ved døden. På Verdensudstillingen i Paris i 1878 blev den danske kunst nedsablet som borgerlig, naiv og provinsiel. Efter nederlaget i 1864 havde Danmark og dansk kunst lukket sig om sig selv, men nu kastede en ny generation af unge kunstnere blikket mod udlandet.
Det førte dem til Italien. Her, i den evige stad Rom, og i de pittoreske byer Sora og Civita d’Antino, kastede de sig ud i friluftsmaleriet og i fællesskaber med kunstnere fra Norge, der bragte dem ny inspiration. Nu genopstår kunstnerfællesskabet mellem nogle af Danmarks og Norges bedste malere på en udstilling, der for første gang bringer deres værker sammen.
P.S. Krøyer, Joakim Skovgaard, Theodor Philipsen, Viggo Pedersen, Kristian Zahrtmann og de norske kunstnere Eilif Peterssen og Christian Meyer Ross rejste og malede sammen i Italien i årene 1879-1886. Her skabte de nogle af deres mest stemningsfulde billeder. Det italienske lys og de italienske farver forandrede deres malerier, og de inspirerede hinanden til at prøve nye teknikker, der var påvirket af den franske kunst med friluftsmaleriet og valørmaleriet, realismen og impressionismen.
Udstillingen præsenterer over 70 malerier, som kunstnerne lavede under deres ophold i Italien. Fra smukke landskaber med klare floder og høje bjerge til charmerende folkeliv på gader, torve og restauranter. Drømmen om Italien lever i deres værker, som rummer sydens varme glød og sorgløse livsstil.
Skovgaard Museet i Viborg, sammen med Den Hirschsprungske Samling i København og Lillehammer Kunstmuseum i Norge, har sammensat udstillingen. Den fortæller historien om et unikt kunstnerisk fællesskab, der bragte nogle af de mest talentfulde danske og norske kunstnere sammen i en kort periode, som fik varig betydning for deres kunst såvel som for udviklingen af dansk kunst.
Kilde: Skovgaard Museet
8800 Viborg
Tirsdag: 10:00 - 17:00
Onsdag: 10:00 - 17:00
Torsdag: 10:00 - 17:00
Fredag: 10:00 - 17:00
Lørdag: 10:00 - 17:00
Søndag: 10:00 - 17:00
Enkeltbillet kr. 60,-
Grupper (min. 10 personer) kr. 50,-
Seniorer kr. 55,-
Børn og unge (under 18 år) gratis adgang
Medlemmer af Skovgaard Museets Venner gratis adgang
Studerende (med studiekort) gratis adgang