i.s.l.a.n.d.
30 sep - 27 okt 2017Bodil Sohn, Maja Ingerslev og Else Ploug Isaksen viser igennem fotografi, video og fotografiske ready mades Islands landskaber og omgivelser forskudt fra det glansbillede, der ofte tegnes og vender kameralinsen i retningen, så vi ser landet på ny.
Bodil Sohn, Maja Ingerslev og Else Ploug Isaksen viser igennem fotografi, video og fotografiske ready mades Islands landskaber og omgivelser forskudt fra det glansbillede, der ofte tegnes og vender kameralinsen i retningen, så vi ser landet på ny.
De tre Aarhus-baserede kunstnere Bodil Sohn, Maja Ingerslev og Else Ploug Isaksen har alle været på residence ophold i Island af flere omgange. Kunstnerne har hver især arbejdet med brudstykker af Island og udfordrer det gængse billede man ser af Island, når man besøger landet som turist. De tre kunstnere viser gennem fotografi, video og fotografiske readymades Islands landskaber og omgivelser forskudt fra det glansbillede, der ofte tegnes og vender kameralinsen i retninger, så vi ser landet på ny.
Bodil Sohns Golfing Iceland, en serie fotografier fra golfbanen Korpúlfsstaðir nord for Reykjavik, beskriver et sammenstød mellem kultur og natur på Island. Den kultiverede golfbane forvandler sig til en stort anlagt teaterscene, hvorpå golfspillere og fugle agerer i en gådefuld koreografi og iscenesættelse med kulisser i form af flag, træer, sten og klipper foran ‘bagtæppernes’ bygninger, bjerge og himle. Golfing Iceland – sport, lystspil, eventyr eller drama?
Maja Ingerslev udstiller Landscape and Interior, en fotografisk serie, hvor landskaber i den islandske natur mødes med bygninger set indefra i samme billede gennem analoge dobbelteksponeringer. Ude bliver indenfor, og inde bliver udenfor. Det ene rum genspejles ind i det andet som et aftryk af en bevægelse eller en erindring. Serien undersøger vores tilstedeværelse i et foranderligt landskab og udfordrer fotografiets forhold til virkelighed, forestilling og sted.
Else Ploug Isaksen viser We’ll Take You There!, en samling bearbejdede postkort med motiver af Gullfoss, og videoen REMEMBER not to FORGET, optaget ved Gullfoss. Det store og brusende vandfald i det sydlige Island er som en magnet for tilrejsende. Så tiltrækkende, at det af og til kan være svært at se for bare mennesker – turister. Turistindustrien gør sit bedste for at tillokke: “We’ll Take You There!”.
Kunstnerne beskriver på hver deres måde Island som et land i bevægelse og forandring i kraft af både naturens kræfter og de mange tilrejsende turister.
Kilde: Aarhus Billedkunstcenter