Ian McKeever: Portrait of a Woman – Paintings 2014-2016

30 sep - 5 nov 2016

Nye malerier af kunstneren Ian McKeever

Ian McKeever: Portrait of a Woman, 2014-2015

Nye malerier af kunstneren Ian McKeever


info

Ian McKeever: Portrait of a Woman – Paintings 2014-201630 sep - 5 nov 2016

Anbefalet i Gallerirevy uge 43.

Ian McKeevers nye malerier, Portrait of a Woman, alle 2014 til 2016, har linjer til tre meget store – og i McKeevers værk centrale – malerier fra 1994 til 1995 lavet som hyldest til den kvindelige maler og opdagelsesrejsende Marianne North (1830-1890), som i det 19. århundrede rejste rundt i verden og malede eksotiske landskaber.

I lighed med Marianne North-malerierne er de nye værker horisontalt opdelte forløb af lys, gennemsigtighed og kropsligt nærvær. De er hver især opbygget af tre paneler i en gentagelse af den klassiske triptykon form. Midterpanelet er altid enten sort eller hvidt og fremtræder som gennemsigtige slør af maling. Sidepanelerne derimod er mere monokrome og består af intense farveflader, eksempelvis af grøn, bourgognerød eller sort. Disse farvede sidepaneler har en tættere, mere blokagtig karakter og virker mere afgrænsede i forhold til det rå lærred, der især skinner igennem ved billedets kanter. På grund af panelernes forskelligartethed synes malerierne kontinuerligt at lukke og åbne for rum, en smule som døre og vinduer.

Ian McKeever: Portrait of a Woman, 2014-2015
Ian McKeever: Portrait of a Woman, 2014-2015

Titlen på malerierne, Portrait of a Woman, henviser til gruppens inspiration i portrætmalerier fra den italienske renæssance. De reflekterer forskellige formelle træk i disse tidlige billeder: hvordan subjektet er indrammet, den blødere modellering af ansigtet, hvordan figuren er defineret i forhold til klædedragt og hårdekoration, mødet med den omgivende arkitektur. Centralt i denne dialog med kvindeportrætgenren er desuden, hvordan disse billeder omdefinerer blikket, idet den portrætterede i løbet af det 15. århundrede begynder at males frontalt med blikket rettet direkte mod beskueren. Det frontale syn er med til at ændre maleriets visuelle logik og forhold til beskueren med konsekvenser, der kan siges at række ind i nutidens billedrum.

Værkerne forholder sig til disse og andre aspekter i tilknytning til renæssancens malerier af kvinder, men de gør det i et abstrakt formsprog, i forlængelse af Ian McKeevers underliggende interesser gennem flere årtiers maleri. De er altså ikke i den forstand portrætter af “nogen”, men bruger den historiske kontekst som ramme for et maleri udover, men med spor af, figuration, krop og blik.

Kilde: Galleri Susanne Ottesen


Adresse
Galleri Susanne OttesenGothersgade 49
1123 København K

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 10:00 - 18:00
Onsdag: 10:00 - 18:00
Torsdag: 10:00 - 18:00
Fredag: 10:00 - 18:00
Lørdag: 11:00 - 16:00
Søndag: Lukket

Entre pris
Gratis entré

Tilgængelighed
Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - nej
Gratis for ledsager - ja