Infrastructure

Repetition, rytme og gentagelse, moduler, mellemrum, rækkefølger og retninger, forbindelser fra dele til helheder.

Ud af det stramt planlagte og monotone gror organiske og til tider vildtvoksende strukturer frem, bliver til systemer og komplekse netværk og danner til sidst summen af alle de forbundne enheder. Denne tilgang forener Stine Jespersens, Lea Mi Engholms og Mikael Jacksons arbejdeogafspejles i fællesudstillingen Infrastructure.

Lea Mi Engholm arbejder ud fra helt enkle greb, hvor det bløde ler er rullet og snoet som en direkte forlængelse af hændernes bevægelse. I gentagelsen af processen opstår der en slags ”supercoils”, hvor leret begynder at sno sig om sig selv,og værkerne får karakter af komplekse imploderede knuder og ophobninger.

Stine Jespersen finder det unikke i en nærmest monoton og meditativ gentagelse af sammensatte elementer og moduler. I processen bliver rummet mellem modulerne–mellemrummet eller det negative rum–imidlertid en så vigtig del af helheden, at det får karakter af en leg eller et spil med en konstant og en variabel med små variationer.

Mikael Jackson benytter sig af skrøbelige porcelænsdele, som først opnår deres styrke, når de indgår som delelementer i sammensatte arkitektoniske abstraktioner. I nogle af konstruktionerne får de færdige objekter så mange forgreninger,at de synes kaotiske, mens andre er så systematiske, at man trods den grundlæggende abstraktion synes at se genkendelige former og strukturer.

De tre kunstneres værker er åbne for associationer, der spænder vidt: fra dybt inde i kroppens kemi til højt oppe over storbyens netværk af gader og bygninger-orden og kaos, skrøbelighed og styrke, ensformighed og dynamik.

Kilde: PEACH CORNER