Isens brydninger

26 jun - 20 sep 2026

Dybfrossen viden: Kunst og iskerneforskning smelter sammen i ny udstilling i Rundetaarn.

Udsnit af 2 mio. år gammel is filmet under polariseret lys, hvor isens krystalstrukturer træder frem i farver. Foto: Visual Science Studio

Dybfrossen viden: Kunst og iskerneforskning smelter sammen i ny udstilling i Rundetaarn.


info

Isens brydninger26 jun - 20 sep 2026

Hvilke historier gemmer isen på? Bliv klogere på klodens klimahukommelse, når Rundetaarn fra den 26. juni til den 20. september danner ramme om en udstilling, der forener forskning og kunst.
Isens brydninger er en visuel undersøgelse af den dybe is i Indlandsisen og Antarktis skabt af Visual Science Studio i samarbejde med forskere fra Is, Klima og Geofysik ved Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet.
Gennem film, billeder, lyd og digte omsættes forskning til en sanselig oplevelse, der skaber rum for refleksion over naturens transformationer og menneskets rolle i dem.
En dybfrossen dagbog
Udstillingen tager afsæt i isen som vidne til planetens historie – en frossen hukommelse, der rummer spor fra fortiden. Isen i de store iskapper i Grønland og Antarktis bevarer informationer om Jordens klimaændringer gennem årtusinder. Hvert års snefald indfanger og indkapsler utallige informationer om vores atmosfære og Jordens klima i det øjeblik, sneen dannes. År efter år tilføjes nye snelag, som langsomt presses sammen til is, synker dybere ned i iskappen og danner et kilometerdybt klimaarkiv, hvor den geologiske tid bliver synlig og lagdelt. Ingen år er ens, og hvert lag har sin unikke historie at fortælle: om langsomme ændringer, men også om bratte forandringer:
”Iskerner fra de store iskapper fortæller blandt andet om istiders kommen og gåen, om store vulkanudbrud, skovbrande og støvstorme, og i nyere tid om menneskelig forurening og global opvarmning”, udtaler iskerneforsker Anders Svensson, der er en del af forskerteamet fra Niels Bohr Institutet.
Lys som metode
Isens brydninger er en del af Rundetaarns årsprogram LYSÅR 2026 – et helt års kulturoplevelser dedikeret til lyset i anledning af 350-året for Ole Rømers opdagelse af lysets hastighed. Og netop lys er et bærende element i både udstillingen og dele af den forskning, der ligger bag: ved hjælp af polariseret lys fra laboratoriets lamper, træder isens krystalstrukturer frem i farver og mønstre, der åbenbarer nye detaljer og indsigter om isens tilstande og bevægelser.
"Sammen med forskerne har vi i dagevis stået i en stor fryser og filmet op til to millioner år gammel is gå i opløsning. I de mikroskopiske krystalstrukturer gemmer der sig spor af planetariske bevægelser og forskydninger. Men isen er ikke bare et materiale, der er ved at forsvinde — den er også planetens hukommelse. Et visuelt varsel om de ubalancer, der er i gang, og et vidnesbyrd om en klode, vi ikke får igen", fortæller kunstner Maja Friis fra Visual Science Studio.
"I 2026 fokuserer Rundetaarns årsprogram på lys – fra kunstneriske udforskninger til konkrete data. Med ”Isens brydninger" glæder vi os til at præsentere en udstilling, hvor lyset spiller en aktiv rolle i forskning, og kan gøre viden både synlig og sanselig for vores publikum", udtaler Jeanette Bursche, direktør for Rundetaarn.
Oplev Isens brydninger fra den 26. juni til den 20. september i Rundetaarns Bibliotekssal, ledsaget af en række arrangementer med forskere, kunstnere og journalister – heriblandt en samtale mellem kunstner Maja Friis fra Visual Science Studio og iskerneforsker Anders Svensson fra Niels Bohr Institutet, der med udgangspunkt i udstillingen deler deres erfaringer med iskerner, fotos, feltobservationer og processerne bag.

Adresse
RundetaarnKøbmagergade 52A
1150 København K

Åbningstider
Mandag: 10:00 - 18:00
Tirsdag: 10:00 - 18:00
Onsdag: 10:00 - 18:00
Torsdag: 10:00 - 18:00
Fredag: 10:00 - 18:00
Lørdag: 10:00 - 18:00
Søndag: 10:00 - 18:00

Entre pris
Voksne: 60 kr.
Studerende: 40 kr.
Børn (0-17 år): Gratis

Adgang til den aktuelle udstilling er inkluderet i almindelig entré, med mindre salen er lukket grundet udstillingsskift eller særarrangementer.

Der ydes rabat ved forevisning af årskort, ODM-kort, ICOM-kort og for medlemmer af Børn i byen og BKF.
Køb billet

Tilgængelighed
Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja