Udstillingen Jægere og Samlere inviterer syv kunstnere til at byde ind med forskellige perspektiver på mennesket som flokdyr, i en moderne verden præget af ensomhed og søgen efter forbindelse med omverdenen.
Med udgangspunkt i oplevelsen af den totale solformørkelse i 2017 og 2024 har kunstnerduoen, Considered to be Allies, skabt et nyt videoværk og inviteret 5 andre kunstnere til en fælles dialog om menneskets forhold til hinanden og til verden omkring os.
Mennesket som flokdyr er centralt i udstillingen, der inviterer til kollektiv refleksion igennem performances, workshops og i oplevelsen af udstillingens enkelte værker.
Ved hovedindgangen til stationen paralyseres man som et dådyr i lyset fra to blændende forlygter i Nicky Ulrich-Sparres maleri. Ulrich-Sparre bruger lys og mørke til at skabe fortællinger, der placerer sig imellem maleriets illusion og beskuerens egen referenceramme. Til udstillingen har han taget afsæt i sin fortid som graffitimaler, der i flok jæger, samler og selv jages i mørket.
I stationens plakatfrise ses digitale collager af den amerikanske kunstner Coley Mixan. Her forvrænges fastfood reklame æstetikken i psykedeliske tableauer, der formår både at værdsætte og kritisere den forbrugerorienterede materielle virkelighed, vi har skabt omkring os. I udstillingslokalet ses Ida Schraders skulptur Deadlock: Elektromagnetiske penduler, der til forveksling ligner en mekanisk kornmark.Udstillingen iscenesætter også Schraders tre bivoks relieffer; runde ansigter der med deres gule farve leder tankerne hen på sol og måne, men hvem er sol; og hvem er måne?
På jægerne og samlernes tid, blev solformørkelser set som et dårligt varsel, noget som faldt uden for naturens vanlige rytme. I dag er det et episk event, et pop kulturelt spektakel med tilhørende merchandise og memorabilia. Considered to be Allies videoinstallation i midten af rummet dokumenterer omstændighederne omkring to totale solformørkelser i USA og viser os naturens vedvarende samlingskraft.
Nickie Sigurdsson er interesseret i hvordan ritualistisk-centrerede strukturer kan bidrage til at modvirke senkapitalismens virkninger og hvordan disse værktøjer kan guide os i at være kollektive. I hendes værk Night Sweeper sammensættes fundne og manipulerede objekter med planter fra Sydhavnstippen. Skulpturen aktiveres senere i en workshop, der finder sted på sydhavnstippen d. 16 maj. Maria Lepistö arbejder med dyrs kommunikation og vil udover en lydinstallation med udgangspunkt i hendes mangeårig research af ulves indbyrdes kommunikation også inviterer til “Howling Workshop” på ferniseringen d. 26 april.
Deltagende kunstnere
Coley Mixan (US), Nicky Ulrich-Sparre (DK), Ida Schrader (DK), Maria Lepistö (SE), Nickie Sigurdsson (DK) og kunstnerduoen Considered to be Allies bestående af Mie Frederikke Fischer (DK) og Margaux Parillaud (FR).
Kilde:
Sydhavn Station
Sydhavn Station