The Last in the Village er titlen på den herboende tyske kunstner Jan Panevs nyeste kunstnerbog. Den lanceres i Bladr samtidig med en soloudstilling, der er vokset ud af bogen.
I værket The Last in the Village følger man to karakterer, som er de sidste indbyggere i en landsby. De befinder sig i en spøgelsesby. Via tegning har Panev undersøgt den stemning og aura, som forladte byer og ruiner afføder. Hvorfor dør byer, og hvorfor efterlades huse?
Udgivelsen er et blåt monokromt riso-print på 32 sider i en edition på 100. I Bladr vil udstillingen foruden udgivelsen bestå af originale tegninger, vinduesmaleri, collager og detaljer skaleret op i stor størrelse.
Til åbningen og lanceringen har Jan Panev inviteret de danske kunstnere Tanja Schlander og Rasmus Kjær Larsen til at akkompagnere udstillingen med en performance.
Torsdag d. 14. marts vil Panev give en artist talk, hvor han vil fortælle hvordan han søger inspiration i andre kunstneres kunstnerbøger og kunstbøger generelt. Det sker i tidsrummet 17-18.30.
Kilde: Bladr