Jeanette Hillig: Dobbeltspalte Eksperiment

26 sep - 18 okt 2025

Ligesom dobbeltspalte-eksperimentet udfordrer vores forståelse af virkeligheden, udfordrer Hilligs værker vores blik og forventninger. Hvad er en figur? Hvad er gentagelse? Og hvor ligger grænsen mellem det kontrollerede og det uforudsigelige?

Jeanette Hillig, Dobbeltspalte eksperiment. Foto: Sofus Graae.

Ligesom dobbeltspalte-eksperimentet udfordrer vores forståelse af virkeligheden, udfordrer Hilligs værker vores blik og forventninger. Hvad er en figur? Hvad er gentagelse? Og hvor ligger grænsen mellem det kontrollerede og det uforudsigelige?

Jeanette Hillig arbejder med kul, grafit, akryl og blyant på papir som sine primære materialer. Hendes kunstneriske praksis tager afsæt i post-minimalismen og kredser om et centralt spørgsmål: Hvordan opstår en figur, og hvor lidt eller hvor meget skal der til, før den træder frem?
I sine tegninger undersøger Hillig figurens væsen og dens samspil med omgivelserne. Hun balancerer præcision med fri eksperimenteren, hvor hver streg og hvert spor på papiret bliver en del af en bevidst komposition. Figurerne kan fremstå som enkle former gentaget i serier, som forløb eller som sammenstillinger, hvor elementerne vejer hinanden op. Resultatet er et visuelt sprog, hvor lethed, opløsning og rum skaber en stille spænding mellem kontrol og tilfældighed.
Dobbeltspalte-eksperimentet
Udstillingens titel, Dobbeltspalte Eksperiment, refererer til det berømte kvantemekaniske eksperiment, som første gang blev udført af Claus Jönsson i 1961. I eksperimentet sendes en elektron gennem en plade med to smalle spalter og videre mod en bagvedliggende skærm. Forbløffende nok efterlader elektronen aftryk, som om den har passeret begge spalter samtidig, et fænomen kendt som superposition. Men i det øjeblik man forsøger at måle og observere eksperimentet, vælger elektronen én enkelt vej, som om den kun opfører sit "trick", når den ikke bliver overvåget.
Det er netop denne dualitet, mellem det sete og det usete, det fysiske og det uforklarlige, der taler ind i Hilligs kunstneriske univers. På samme måde som elektronerne afsætter spor på en flade, bearbejder Hillig sit papir med dyb sort kul og tør, grå grafit. Hendes værker rummer en tilsvarende gådefuldhed, hvor betydning opstår og forsvinder i samme bevægelse.
Hilligs tegninger kalder ikke nødvendigvis på én tolkning, men på fordybelse og sansning. De insisterer på, at vi ikke altid skal forstå, men i stedet fornemme og undre os. Ligesom dobbeltspalte-eksperimentet udfordrer vores forståelse af virkeligheden, udfordrer Hilligs værker vores blik og forventninger. Hvad er en figur? Hvad er gentagelse? Og hvor ligger grænsen mellem det kontrollerede og det uforudsigelige?
Kilde:
Galleri Anne Aarsland

Fakta

Jeanette Hillig er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2008 og har udstillet på bl.a. Overgaden, Holstebro Kunstmuseum, Charlottenborg og Kastrupgårdsamlingen. Hun har modtaget flere legater fra Statens Kunstfond, Ole Haslunds kunstnerlegat m.fl og stået bag udsmykninger af både retten på Frederiksberg og Hvidovre Hospital.


Adresse
Galleri Anne AarslandFrederiksberg Allé 60.
1820 Frederiksberg C

Åbningstider
Torsdag 13.00 - 17.00
Lørdag 11.00 - 14.00