Jens Chr. Jensen: Tegn fra naturen

Salmebøger, rationeringsmærker, vandslanger, porcelænskopper, elinstallationer og bobbrikker. Det kræver et usædvanligt veludviklet og selektivt samlerøje at spotte materialerne til den betydelige produktion af værker, som udgør Jens Chr. Jensens ouevre.

Jensens assemblager, relieffer, skulpturer og installationer har en legende lethed over sig som bevæger sig ind i kunstoplevelsens ikke-sproglige, sanselige og meditative områder. Med deres rolige og stilsikre æstetik og form taler værkerne materialernes eget tidløse sprog. Det undseeligt hverdagsagtige, det kasserede og det forgængeliges iboende skønhed – er uomtvistelig. Og selvom objekterne kan være menneskelige efterladenskaber, så indeholder de altid en relation til naturen, dens former og farver.

Jensens forskellige fascinationer røber, at her er tale om en klassisk funderet kunstner, hvis kunstneriske fundament er materialerne og håndværket. Hertil kommer en personlig og engageret holdning til verden og dens natur- og kultur-ressourcer. Værkernes forfinede materialeæstetik og stramme form åbner for forfaldets ekspressive poesi og for konstruktionens rene formalistiske skønhed. Jensen lægger ikke værkerne eller oplevelsen til rette foran beskueren med titler og referencer til materialernes historie og funktionalitet. Han overgiver dem i stedet kunstnerisk selvbevidst, som det de er: nemlig dobbelttydige rester og tegn fra naturen og kulturen.

Jens Chr. Jensen værker viser os og viderebringer ’hvad det var han så’, der hvor vi andre ikke så noget, eller højst så lidt skrammel. Jensens blik ser det nemlig fra en anden kant. Nu er de fleste kanter i Jens Chr. Jensens kunst runde, men man kan alligevel godt slå sig på dem. Man kan blive slået af den formfuldendthed, der findes i dem. Af den sikre sans for form og farve, der er æstetisk afstemt, og som lukker op for at se det kendte fra en ukendt kant. Der er en skønhed og en storhed i deres enkelhed og dristighed, der i sig selv er rolige, men også udstråler en kraftfuld virkning. Simultant en stor enkelhed og en enkel storhed

Kilde: Galleri Pi