Med performancen Cocktail in Arms undersøger Jesper Aabille den historiske forbindelse mellem cocktails og krig.
Med afsæt i en svunden europæisk tid og en tabt krigskultur, hvor cocktails som French 75, Navy Grog og Sidecar var knyttet til krigsteknologiske landvindinger, moraleopbyggelse og kulturel udveksling, inviteres publikum ind i et nyt Europa præget af uundgåelig militarisering, ledsaget af kynisk børsspekulation og nyheds-FOMO. Her fremstår oprustning som den eneste kur mod stormagternes frygt for total krig.
Deltagerne inviteres ind i en sanselig og kollektiv handling, hvor cocktails shakes i en kæmpemæssig shaker, båret af et aggregat af stål, træ og læder. Performancen bevæger sig mellem humor og uro, mellem fællesskab og militær symbolik og bæres af et håb om en dag, hvor navnet på en cocktail blot er et smukt klingende navn uden historisk ekko.
Vær opmærksom på at man skal være over 18 år, for at deltage.

