Johan Rosenmunthe: Hidden in Plain Sight
27 jan - 18 mar 2018Med Hidden in Plain Sight giver Johan Rosenmunthe os et anderledes og sanseligt syn på vores hverdags brugsgenstande og giver os samtidig anledning til at overveje, hvordan vi tilskriver og udvælger objekter og materialer og indgyder dem særlig betydning.
Med Hidden in Plain Sight giver Johan Rosenmunthe os et anderledes og sanseligt syn på vores hverdags brugsgenstande og giver os samtidig anledning til at overveje, hvordan vi tilskriver og udvælger objekter og materialer og indgyder dem særlig betydning.
Anbefalet under Det skal du se! uge 4
Når vi drikker af en kop eller sparker til en sten, er det nok de færreste, der tænker over, hvor disse ting kommer fra, hvorfor de ser ud, som de gør, og hvad de mon har oplevet undervejs. Men måske har alle de genstande, der omgiver os, meget mere at berette om verden og os selv end umiddelbart antaget? Spørgsmål som dette udgør et væsentligt omdrejningspunkt i Johan Rosenmunthes kunstneriske praksis, og i skulptur, performance og installation afsøger han forholdet og ikke mindst dynamikkerne mellem menneskelige og ikke-menneskelige former for væren. På udstillingen Hidden in Plain Sight har kunstneren forfulgt dette spor og omdannet Overgadens stueetage til et arkæologisk site for et spekulativt studie i ting, tid og erindring.
Som et ledemotiv i udstillingen udfolder Rosenmunthe en hypotese om, at objekter optager informationer om deres omgivelser i form af fx lydbølger, hormoner og temperaturudsving. I denne optik bliver det store kridtlandskab i det første rum en datamættet kilde, der rummer fortællinger om flere millioner år gamle livsformer, geologiske omvæltninger, industrialisering og om transporten fra kalkbruddet til Christianshavn. Og hvad nu hvis vi kunne udvinde denne viden? Inspireret af metoder fra videnskaben og industriens domæne gennemspilles dette tankeeksperiment på forskellig vis i udstillingens værker som til eksempel installationen Waiting for Osmosis. Med et skær af science fiction og alkymi består værket af bagbelyste glasmontrer, hvori genstande som tandbørster, violinbuer og en robotarm er blevet nedsænket i farvede væsker. Fra en af montrerne kan man endda tappe og drikke væsken for ad kemien og kroppens vej at gå i forbindelse med genstandene.
På udstillingen kobles de spekulative lag med en æstetisk udforskning af almindelige materialer og brugsting, der lades med nye betydninger. I en serie print har Rosenmunthe sammenstillet og scannet objekter, som vi ofte ikke ænser eller tilskriver særlig værdi, men som i kraft af den kunstneriske udvælgelse og bearbejdning indgydes med en sælsom, dragende aura. På et print ses kabler, der snor sig på organisk vis, mens børsten fra en kost stritter som en frodig artificiel vegetation på et andet. Et forskudt blik på det velkendte ses også i værket Object Echoes, hvor kunstneren bl.a. har indstøbt en høvl og et kontrolpanel i plastik, som efterfølgende er blevet skåret ud i skiver og tilbyder et uvant perspektiv på objekterne. Herved flyttes fokus fra tingenes funktion til de beretninger, som ligger implicit i deres materialesammensætning og formgivning, og hvad disse kan sige om vores samtid på samme vis som fx et redskab fra jernalderen.
Med Hidden in Plain Sight peger Rosenmunthe på, hvordan vores materielle omgivelser indgår i cyklusser af fysiske såvel som betydningsmæssige forandringsprocesser, der er tæt sammenvævet med den menneskelige eksistens. Derfor burde vi måske også stræbe efter at opnå et dybere indblik i tingene og materialernes verden, da de, som udstillingstitlen antyder, kan afsløre oversete aspekter af vores eget liv, som ligger lige foran os – aflejret i materien.
Johan Rosenmunthe (f. 1982) er uddannet fra Fatamorgana og RUC. Han har udstillet både nationalt og internationalt, senest på Tranen, Kunsthal NORD og Kunsthal Charlottenborg samt på DELI Gallery i New York, MELK i Oslo og Museum De Domijnen i Holland. Han har desuden udgivet flere kunstnerbøger, heriblandt Tectonic (2014).
Kilde: OVERGADEN Institut for Samtidskunst
1414 København K
Tirsdag: 13:00 - 18:00
Onsdag: 13:00 - 18:00
Torsdag: 13:00 - 20:00
Fredag: 13:00 - 18:00
Lørdag: 11:00 - 18:00
Søndag: 11:00 - 18:00
Handicaptoilet - nej
Gratis for ledsager - ja