John Copeland: Destino Matar

Fredløse, cowboys, antihelte, revolvermænd og dødsbebudere befolker Destino Matar, den nye soloudstilling af John Copeland. Karakterer præget og skæmmet af deres liv og levebrød. Ensom selv i selskab med andre. Fanget i spændingsfyldte sekvenser eller dyster refleksion. Hovedpersoner og antagonister bytter plads og bliver ét.

De dynamiske og ofte panoramiske kompositioner engagerer sig i arven fra de italienske westerns skabt af Sergio Leone og Sergio Corbucci i tresserne. I malerier på lærred og papir bløder figuration ud i abstraktion og omvendt, hvilket giver anledning til nye mentale landskaber. Kompositioner balancerer på en knivsæg mellem skabelse og sammenbrud. Levende og visceralt børstearbejde danser med fine og skrøbelige linjer. Skråstreg, udtværinger og skrammer. Nøgne lærreder står i kontrast til tætte og intense pletter af oliemaling. Lyse blå og røde nuancer, beskidte jordfarver og flere sorte nuancer. Der er spænding i både motiverne og udførelsen, og malerierne vibrerer.

Periodens italienske westerns tog de amerikanske idealer, arketyper og ikonografi af genren og undergravede dem helhjertet. John Copelands nye værk hylder subversionen og forvrængningen i både form og stof. Ved at engagere denne ikonografi fra en nutidig position bliver billeder vendt, fordoblet, abstraheret, elektrificeret, sidestillet, ændret, brudt og genopbygget. Den voldsomme vestlige mandemyte bliver gransket; hvem er disse karakterer bundet af tunge skæbner? Mænd med knuste hjerter, ofte tilsyneladende drevet af grådighed eller hævn eller begge dele, som er meget dygtige til noget uhyggeligt. Den iboende ødelæggelse og selvdestruktion. Hvis der er helte, er heltene mennesker. Fejlbehæftede mennesker. Empati kræver også forståelse.

John Copelands nye værk kanaliserer Corbuccis og Leones energi, deres tilgang, den radikale undergravning af selvbilledet og -forståelsen, men det er mere en dialog end en analogi.

Kilde: Eighteen