Jon Bang Carlsen har brugt de fleste af sine dage på at lave film. Mens han har tænkt over hvad filmene skulle handle om og hvordan han skulle få dem finansieret har han tegnet. Disse tegninger, eller skriblerier som han selv kalder dem, er en central del af udstillingen, en anden er fotografierne på vej mod filmen og viderearbejdninger af nogle centrale visuelle temaer, som går igennem alle autorens film…vejen…Jesusskikkelsen…landsbygaden…den blinde seende…the gun and the cross etc.
Sideløbende med udstillingen bliver en lang række af Jon Bang Carlsens film vist og der vil være ugentlige talks.
Hovedtonen i denne udstilling er vejen til værket. Inspirationens rum, værkstedet, hvor filmmennesket Jon Bang Carlsen leger sig frem til den endelige form med alle sine skitser, fotografier, tekstfragmenter, alle uindrammede, kun fastholdt af tegnestifter, så de hurtigt kan indsættes i nye sammenhænge.
For at vise den kunstneriske tradition han opvoksede i vil der blive præsenteret enkelte færdige værker af hans forældre, malerinden Else Bang og billedhuggeren Finn Carlsen og af hans ældste søn, billedhuggeren Esben Klemann. Efter opholdet i den samme rede Jon Bang Carlsen selv faldt ud af, er de alle fløjet i vidt forskellige retninger.
Endeligt store framegrabs af enkeltbilleder i Carlsens film, som var de malerier. Nogle af de indstillinger, der går igen i alle hans film om de er optaget i Arizona, Sydafrika eller Vestjylland.
Men grundtonen i denne udstilling er værkstedet, det som stadig er ved at blive til og derfor ikke bør indrammes.