Júlíana Sveinsdóttir – mellem Island og Danmark

Júlíana Sveinsdóttir var en af de viljefaste kvinder, der i mellemkrigstiden knoklede for at blive taget alvorligt i kunstens udstillingsmiljø. Her var kvinder vant til at blive reduceret til ‘malende damer’ og deres værker som ‘damebilleder’ og ‘dødt stof, der fylder’. Selvom man var midt i en tid, hvor man ønskede at bryde med konventioner og borgerlighed i kunsten, var det stadig svært at acceptere kvinder som professionelt udøvende væsener. De var stadig først og fremmest mødre og deres mænds koner.  Sveinsdóttir blev dog aldrig hverken det ene eller det andet, da det på ingen måde kunne forenes med hendes stædighed og ønske om at klare sig selv.

Hun blev født på Vestmannaøerne udenfor Reykjaviks sydkyst i 1889, og kom med sin fars støtte til København i 1909 for at blive uddannet billedkunstner. Her blev hun boende indtil hun døde i 1966, men fastholdt igennem alle årene en tæt kontakt med hjemlandet, hvis landskab, vejrforhold og farver var en uudtømmelig kilde til inspiration for hendes lyrisk-abstrakte landskabsmaleri. Og da hun begyndte at væve for at etablere en ekstra indtægtskilde, foregik det næsten udelukkende med uld fra Island.

Hendes følelse af at høre til to steder, at navigere mellem to nationale identiteter, afstedkom en evig længsel, som hun, ligesom mange andre nordiske kunstnere, drog nytte af i sit kunstneriske virke. Men det var også en personlig udfordring at være så internordisk. Ikke mindst følte hun, at hun skulle retfærdiggøre overfor islændingene, at hun havde valgt at bosætte sig i Danmark og udtalte derfor i 1957: “Jeg er mere islænding end noget andet menneske”. Dette til trods for at hun da havde repræsenteret Danmark på flere udenlandske udstillinger og havde vundet en guldmedalje for et ryatæppe på Milano Triennalen i 1951, hvor hun i en af 1950’ernes mest nation brandende begivenheder, havde optrådt som dansker.

Sveinsdóttir kom til at præge det københavnske kunstmiljø gennem sit medlemskab af Kvindelige Kunstneres Selskab, hun kom til at sidde i udstillingsudvalg og blev i 1955 valgt ind i Kunstakademiets bestyrelse. Ved ‘voldsomt slid’, som hun selv benævnte det, blev hun desuden den første kvindelige islandske billedkunstner, der skabte sig en professionel karriere. Som kunsthåndværker blev hun ikke kun en del af den generation, der for alvor revitaliserede den tekstile tradition i Danmark, i en islandsk kontekst blev hun endog betragtet som en af pionererne indenfor islandsk designhistorie.

Mens hun stadig levede fik hun solgt værker til både den danske og islandske stat, hun blev repræsenteret på de to landes nationalgallerier og i Danmark blev hun også udpeget til to offentlige udsmykningsopgaver, hvilket udmøntede sig i en rya til Højesteret i København og gavludsmykninger i Tingbjerg.

Kilde: Museum Sønderjylland