Julie Lænkholm: Panagamuwa

Julie Lænkholms udstilling på Tranen er et ekstrakt af den danske kunstners 12 uger lange arbejdseksil i det nordvestlige Sri Lanka.

Værkerne er dels frembragt på stedet, dels frembragt af stedet. Udstillingsprojektet både udfolder og kondenserer kunstnerens møde med Panagamuwa, et område i den srilankanske jungle, der har givet farve og form til værkerne og lagt navn til udstillingen.

Udstillingen Panagamuwa er Lænkholms sammenvævning af den kultur og natur, som hun er blevet bekendt med i arbejdet og under opholdet. Den består af et 18 meter langt tæppe vævet i samarbejde med kvinder på det lokale væveri. Den består af 17-18 farver, som hun har udvundet af planter i junglen og brugt til at indfarve sine stoffer. Og den består af de net, som bruges i Panaguwana til at beskytte sig mod de allestedsnærværende myg. Udstillingen udspringer dels af stedets flora, fauna og forhåndenværende materialer, der lever videre i tæpper, farver og myggenet; dels af kunstnerens møde med befolkningens traditioner, skikke, levevis, næringsliv og tankesæt.

Panagamuwa forlænger Julie Lænkholms tidligere arbejde i sin fars hjemland, Island, hvor hun har lært at udvinde farver af planter og indfarve stof. De sidste år har en rød tråd i Lænkholms praksis været arbejde i kvindelige fællesskaber omkring et virke, som traditionelt betragtes som kvindens. Arbejde med stof og farve er også et arbejde med de historier om kvinders liv og levned, som bestemte materialer og aktiviteter giver adgang til. Det er fortællinger, teknikker og kundskaber, som man ikke blot kan få adgang til gennem det talte og skrevne sprog, men også erfare og mærke i de indøvede måder at gøre og forarbejde ting på.

Lænkholms arbejde på væveriet, der producerer sengetøj og kvindeklædedragter kaldet sarier, har fulgt de ansattes arbejdsdag fra kl. 8 til 17. De 16 væversker har instrueret hende i brugen af en vævemaskine lejet i en periode på 8 uger. Som en gestus har væverskerne visse dage vævet på kunstnerens tæppe tidligt om morgenen, inden hun er mødt på arbejde. Lænkholm, der er uddannet fra The New School på Parsons i New York,  er rundet af en kunstverden, hvor en kunstnerisk proces styres af den enkelte kunstners vision. Arbejdet på fabrikken har fulgt en anden kurs. Den enkeltes arbejde er her flettet ind i kollektivets.

Vævemaskinen, der kun tillader at væve på tværs og på langs, begrænser udtryksmulighederne. Den måde, hvormed væverskerne undlader at væve på tværs i stoffets ender, så det munder ud i frithængende tråde, har Lænkholm anvendt i visse passager af det 18 meter lange tæppe. Visse steder er tæppet tyndere, mere luftigt. Pletvist åbner det sig  og bliver mere gennemskinneligt. Svævende i Tranens rum vædes tæppet i arkitekturens ovenlys. Tæt på ser man tekstilets grove trådværk. På afstand ser man strukturen opløse sig i en mangfoldighed af vibrerende knækkede farverflader.

På tekstilfabrikken i Panagamuwa arbejdes med kemiske farver. Dem har Lænkholm kun afprøvet visse steder i sin indfarvning af myggenet. Viden om områdets planter har hun fra en lokal læge udlært inden for et af verdens ældste medicinske systemer kaldet ajurveda. Vejledt af lægen og i dialog med buddhistiske munke, som bruger junglens planter til at indfarve deres klæder, har kunstneren bl.a. fået indblik i bark og blomsters helende kræfter. Arbejdet med tekstiler og farver har derfor også været et arbejde med områdets energier, som kunstneren har kanaliseret ind i Panagamuwa.

Kilde: Tranen