Karen Bennicke / Peder Rasmussen / Bjørn Poulsen.
1 maj - 4 jun 2016Keramikerne Karen Bennicke og Peder Rasmussens udstillingsrum i Bregentved danner rammen om en dialogudstilling mellem dem selv og billedhuggeren Bjørn Poulsen.
Keramikerne Karen Bennicke og Peder Rasmussens udstillingsrum i Bregentved danner rammen om en dialogudstilling mellem dem selv og billedhuggeren Bjørn Poulsen.
info
Karen Bennicke og Peder Rasmussen deler både værksted og udstillingsrum i Bregentved ved Haslev. Hvert forår åbnes udstillingsrummet med en særlig udstilling – af og til med deltagelse af andre kunstnere. I år er valget faldet på billedhuggeren Bjørn Poulsen.
Valget er indlysende. Bjørn Poulsen har i mange år arbejdet dynamisk i et bredt felt af skulpturelle udtryksformer. Hans skulpturer kan opstå i alt fra oppustede gummislanger til knuste Magretheskåle. Han bruger gips, bronze, træ, beton og keramik. Han har skabt monumentale udsmykninger over hele landet, senest i det nye patienthotel ved Rigshospitalet. Bjørn Poulsen udstiller en række mindre skulpturer fra de senere år.
Af Karen Bennicke kan man blandt andet se en serie nye tegninger. Hendes seneste skulpturer forbliver en hemmelighed indtil videre, da hun forbereder en større separatudstilling i forbindelse med lanceringen af en bog om hendes arbejde gennem mere end fyrre år. Men flere af de lidt ældre værker bliver udstillet.
Peder Rasmussen viser en del billedvaser, der er blevet til i vinterens løb. Stramme former med motiver hentet i en fragmenteret natur. Dens mikrokosmos sidestilles med den synlige virkelighed og mennesket skildres som den evigt undrende tilskuer.
Udstillingen er åben søndag 1. maj, i Kr. Himmelfartsferien, den 5. til 8. maj samt i pinsen, den 14. til 16. maj. Sidste dag er lørdag den 4. juni. Alle dage fra kl. 12 – 17.
Kilde: Bennicke og Rasmussen studio.
Bregentved
4690 Haslev