Kunsten at bevare et mesterværk

Udstillingen har fokus på håndværket og den kunstfaglige forskning, der sikrer, at kunst kan bevares for eftertiden. De viste værker har alle været under kærlig konservatorbehandling, og særligt et af museets mest efterspurgte værker har fået en markant makeover.

Kunsten at bevare et mesterværk præsenterer både fortællingen om rekonstruktionen af franske Edgar Degas’ efterspurgte Lille danserinde, 14 år og 24 andre franske værker fra det 19. og 20. århundrede i kridt, blyant, tusch, vandfarve, gouache, tempera og pastel. Værkerne er kun mulige at se i en kort periode og omfatter skitser og forarbejder til skulpturer af billedhuggeren Jean-Baptiste Carpeaux; små, intime eksperimenter på papir af malerne Eugène Delacroix, Jean-François Millet, Honoré Daumier og Jean-Baptiste-Camille Corot; Édouard Vuillards raffinerede interiørscener samt kunstnerne Armand Guillaumin, Alfred Sisley og Paul Gauguin, der i store og små formater har overført impressionistiske eksperimenter til tegning.

Alle værker har været igennem konservatorens kyndige hænder. Det er ikke altid nogen nem opgave at bevare og sikre et mesterværk. Udstillingen dykker ned i, hvordan en konservator arbejder og stiller skarpt på, hvordan man vurderer et værks tilstand, stiller dets diagnose og beslutter, hvordan det skal behandles.

Besøg i konservatorens værksted
Siden 1949 har Lille danserinde, 14 år været en del af Glyptotekets franske samling. Degas’ bronzeskulptur blev støbt efter kunstnerens død og bar sandsynligvis det originale skørt fra 1920’erne. I 1979 gennemgik skørtet en konserverende behandling, men for nylig vurderede Glyptotekets konservator, Rebecca Hast, at det falmede, mørkebrune skørt, der var bundet om livet på Lille danserinde, 14 år, var nedbrudt og i så dårlig stand, at det smuldrede. Danserinden krævede en gennemgribende konservering.

Første gang verden mødte Edgar Degas’ Lille danserinde, 14 år var på en impressionistudstilling i Paris i 1881. Det var i en udgave af bemalet voks og med et fyldigt hvidt balletskørt. Håret var ægte, der var ål i strømperne og synlige knæ under et meget detaljeret skørt.

Degas’ oprindelige skulptur af balletdanserinden Marie Van Goethem var radikal i sit udtryk og form, og vakte massiv skandale, da den blev udstillet. At Degas blandede forskellige materialer, blev opfattet som kontroversielt, og man mente, at danserinden var både grim og frastødende. Det nye skørt tager afsæt i skulpturens historik, og understreger dens kontraster: Balletdanserindens realistiske ansigtstræk over for det hvide, kunstfærdige skørt.

Kilde: Glyptoteket