Lærke Posselt: Q* Flydende Køn

8 apr - 17 sep 2017

Kønnet er normalt én af de faste kategorier, vi definerer os selv og andre ud fra. På udstillingen Q* Flydende Køn, der åbner på Holstebro Kunstmuseum, stiller den internationalt anerkendt fotograf Lærke Posselt os ansigt til ansigt med mennesker, der har valgt at træde uden for de traditionelle kønskategorier.

Lærke Posselt: Q* Bending Gender

Kønnet er normalt én af de faste kategorier, vi definerer os selv og andre ud fra. På udstillingen Q* Flydende Køn, der åbner på Holstebro Kunstmuseum, stiller den internationalt anerkendt fotograf Lærke Posselt os ansigt til ansigt med mennesker, der har valgt at træde uden for de traditionelle kønskategorier.


info

Lærke Posselt: Q* Flydende Køn8 apr - 17 sep 2017

Normalt opfatter vi køn, som noget vi er født med. Som noget biologisk og entydigt. Vi er enten piger eller drenge – mænd eller kvinder. Men sådan opfatter ikke alle det. Særligt blandt mange unge breder der sig en opfattelse af kønnet som enten noget meget mere nuanceret og flydende end det traditionelle todelte system, eller at kønnet er en kasse, en samfundsmæssig og kulturel konstruktion, der begrænser den enkeltes udfoldelsesmuligheder og identitet. En begrænsning som mange unge ikke vil underkaste sig, men som de arbejder på at bryde ned – enten på et personligt plan, eller aktivistisk for at skabe plads til et mere nuanceret menneskesyn.

Begrebet ’queer’ benyttes af mange af dem, der ikke føler sig tilpas indenfor de traditionelle kønskategorier. I stedet eksperimenterer de med og udfordrer heteronormativiteten. Unge, som drømmer om at leve i et samfund, hvor vi kan se mennesket før kønnet; hvor vores blik på hinanden ikke er farvet af fordomme om køn, norm og seksualitet.

Lærke Posselt: Q* Bending Gender

Begrebet LGBT er på det seneste blevet udvidet til LGBTQ*. Q’et står for queer, og stjernen indikerer, at ’queer’ er et paraplybegreb for mange minoriteter. Det er disse unge, som definerer sig som ’queer’, som Lærke Posselt portrætterer i sin fotografiske serie Q* Flydende Køn. Lærke Posselt skildrer i sine portrætter de forskellige modeller med nærvær, samtidig med at vi indfanges af det ubestemmelige i den portrætteredes udseende. Dermed konfronteres vi med vores egne forestillinger om køn og samfund.

Samtidigt møder vi også de portrætterede i de citater, der følger hvert billede. Som når Julian siger ”Jeg oplever at folk tror, at jeg er en pige. Jeg synes ikke det er meget ubehageligt, men jeg synes heller ikke at det er behageligt. Det er synd, at vi ikke har fantasi til at forestille os at en person med makeup kan være andet end en kvinde.”

Gennem sine portrætter og de tilknyttede citater, afsøger Lærke Posselt grænserne for køn. Dermed udfordrer hun samtidigt vores opfattelse af kønnet som fundamentalt og afgørende for vores forståelse af hinanden som mennesker. Men hun vil også med sine billeder skabe møder, der kan oplyse og øge forståelsen for denne nye måde at se verden og mennesket på. Og endeligt også give dem, der genkender sig selv i billederne, en følelse af berettigelse.

Portrætfotografiet spiller en central rolle i Lærke Posselts arbejde. Hun har arbejdet med denne serie gennem flere år (2014-17), og søgt at afdække så mange aspekter af Queer-identiteten som muligt, for som hun siger både at komme hele vejen rundt om begrebet og samtidigt ikke at udgrænse nogen, og dermed komme til at begå den samme fejl som samfundet gør. På det seneste har Lærke Posselt udvidet serien med nye billeder fra både Sverige og Norge, som ikke har været vist tidligere, og på Holstebro Kunstmuseum viser Lærke Posselt for første gang hele serien samlet. Samtidigt markerer udstillingen, at Lærke Posselt nu afslutter arbejdet med serien.

Lærke Posselt er født og opvokset i Vestjylland. Hun er uddannet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og har vundet flere store priser bl.a. Kronprinseparrets Stjernedryspris 2014 og den fornemme World Press Photo i kategorien portræt i 2012 – og har nu en international karriere som freelance fotograf.

Udstillingen indgår i og har modtaget støtte fra Kultursamarbejdets kulturfestival Off Road 2017, hvor syv kommuner i Nordvestjylland fokuserer på den kultur, der befinder sig væk fra alfarvej.

Kilde: Holstebro Kunstmuseum


Adresse
Holstebro KunstmuseumMuseumsvej 2A
7500 Holstebro

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 12:00 - 16:00
Onsdag: 12:00 - 16:00
Torsdag: 12:00 - 16:00
Fredag: 12:00 - 16:00
Lørdag: 11:00 - 17:00
Søndag: 11:00 - 17:00

Entre pris
Entrépriser
Voksne
110 kr.
Børn og unge under 26 år
Gratis adgang
Pensionister og studerende
80 kr.
Grupper på min. 10 personer
80 kr. pr. person