Light Echoes

2 okt 2026 - 3 jan 2027

Nyt initiativ fra Niels Bohr Institutet fusionerer kunst og astrofysik i Rundetaarn

Semiconductor, Nothing is Possible. Foto: Casino Luxembourg – Forum d’art contemporain.

Nyt initiativ fra Niels Bohr Institutet fusionerer kunst og astrofysik i Rundetaarn

Kan fortid og nutid eksistere side om side? Hvordan former lyset vores forståelse af tiden? Hvor slutter det vi kender, og hvor begynder det ukendte? Og hvad sker der, når kunstnere og videnskabsfolk undersøger denne grænse i fællesskab? Disse spørgsmål er udgangspunktet for den kommende udstilling Light Echoes, der præsenteres af Rundetaarn og Niels Bohr Institutets Yonder | Art Science Program, som inviterer kunstnere og forskere til at eksperimentere, udvikle nye metoder og kombinere datadrevet forskning med kunstnerisk udfoldelse. Initiativet blev etableret i januar 2026 og fungerer som en platform for tværfaglige samarbejder, hvor kunsten ikke blot fortolker videnskaben, men inviteres ind i forskningsmiljøet som samarbejdspartner:
"Vores samfund er blevet så optaget af faglig specialisering, at vi risikerer at miste blikket for den større horisont, som giver de forskellige discipliner betydning. Udviklingen af ArtScience som et nyt forskningsfelt søger at genfinde denne horisont gennem en tværfaglig metodologi, der er åben, modig og visionær. Den bringer kunstnere og forskere sammen som grundlæggende tænkere i vores tid og skaber et fælles rum til at reflektere over universets store spørgsmål og stille større teknologiske krav gennem tilgange, der sammenfletter og udvider æstetiske, filosofiske og videnskabelige metoder" udtaler Irene Campolmi, kurator og medstifter af Yonder | Art Science | Niels Bohr Institute.
Programmet spænder over forskning, udstillinger, talks og kunstnerophold, og i 2026 har Yonder | Art Science bl.a. huset kunstnerne Semiconductor, Lea Porsager og Ligia Bouton i artist residencies for at støtte udviklingen af deres værker skabt til udstillingen i Rundetaarn.
Light Echoes er en udstilling og et forskningsprojekt, der undersøger vores forståelse af lyset, tiden og universet. Når astrofysikere studerer universets lys, ser de altid tilbage i tiden. Dette skyldes, at lyset har en hastighed og ikke når os øjeblikkeligt. Men lyset kan også lave et ekko. Udstillingens titel refererer til fænomenet “lysekko”: når lys fra stjerneeksplosioner spredes i rummet og senere reflekteres tilbage til Jorden af interstellart støv. I 2008 lykkedes det forskere at registrere et lysekko fra Tycho Brahes Stella Nova (1572), og dermed få et nyt, mere dybdegående indblik i den kosmiske begivenhed mere end 400 år efter at dens lys første gang blev set fra Jorden. 

Hos Yonder kan kunstnere også betragtes som lysekkoer af den energi, der skabes gennem videnskabelig forskning. I stedet for kun at illustrere videnskaben, transformerer den kunstneriske praksis energien og tilføjer nye lag af kompleksitet, metaforer, intuition og følelse. Lysekkoet bliver altså mere end et astrofysisk fænomen: Det fungerer som en metafor for potentialet i det tværfaglige samarbejde, hvor viden ændrer karakter, når den bevæger sig mellem forskellige måder at betragte og forstå verden på.

I Light Echoes udforskes universet ikke som en lineær fortælling om fortid, nutid og fremtid, men som et lagdelt landskab af fænomener, der kan have samme oprindelse, men blive synlige på forskellige tidspunkter – fra genopdagelsen af Stella Nova gennem dens lysekko til nutidens forskning i mørkt stof og kosmiske tomrum. 
Gennem fire installationer og et lydlandskab transformerer Light Echoes forskning til immersive, sanselige oplevelser, der gør universets enorme tidsskalaer nærværende og inviterer publikum til at betragte lys og tid ud fra et kosmologisk perspektiv, hvor lysets lange rejse forbinder tid og rum, og hvor det, vi kan se, ikke altid er det samme som det, vi ved.

Light Echoes er fjerde og sidste udstilling i Rundetaarns årsprogram LYSÅR 2026, der markerer 350-året for Ole Rømers banebrydende opdagelse af lysets hastighed. Den er udvalgt i et Open Call for særudstillinger om lys i anledning af jubilæumsåret:

"Med Light Echoes kulminerer lysåret i Rundetaarn, når videnskaben fusionerer med kunsten for at udforske lyset, tiden og universet. Udstillingen er en fuldendt materialisering af Ole Rømers opdagelse og dens betydning i dag, og vi kunne ikke forestille os en bedre finale på året" udtaler Jeanette Bursche, direktør i Rundetaarn.
Kunstnerne arbejder i dialog med astrofysikere fra forskningsenheden DARK Cosmology Centre ved Niels Bohr Institutet, heriblandt Jo Verwohlt, Jens Hjorth, Clara Ferreira Cores, Christa Gall, Marianne Vestergaard, Radosław Jan Wojtak, Judit Prat og William Baker m.fl.

Adresse
RundetaarnKøbmagergade 52A
1150 København K

Åbningstider
Mandag: 10:00 - 18:00
Tirsdag: 10:00 - 18:00
Onsdag: 10:00 - 18:00
Torsdag: 10:00 - 18:00
Fredag: 10:00 - 18:00
Lørdag: 10:00 - 18:00
Søndag: 10:00 - 18:00

Entre pris
Voksne: 60 kr.
Studerende: 40 kr.
Børn (0-17 år): Gratis

Adgang til den aktuelle udstilling er inkluderet i almindelig entré, med mindre salen er lukket grundet udstillingsskift eller særarrangementer.

Der ydes rabat ved forevisning af årskort, ODM-kort, ICOM-kort og for medlemmer af Børn i byen og BKF.
Køb billet →

Tilgængelighed
Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja